Nyt på playlisten

// Tine Godsk Hansen  // 17-10-2011 10:02 Er det Natalie Portman? Nej, det er Freja Loeb, som du kan høre i din radio. Er det Natalie Portman? Nej, det er Freja Loeb, som du kan høre i din radio.

Battlekat: All The Useless Things (DK)
Der er meget hemmelighedskræmmeri omkring Battlekat. I starten gik bandet under navnet 05272011- præcis indtil datoen oprandt, den 27. maj 2011, og bandet skulle spille på årets POT-festival i Aarhus. Så skiftede electronica-gruppen navn til Battlekat.

Siden da har adskillige internationale musikblogs og webmagasiner med Pitchfork og The Fader i spidsen ihærdigt forsøgt at blive klog på den mystiske kvartet fra København, der spiller skandinavisk electro-pop blandet op med newyorker-punk og avantgarderock. I slutningen af oktober slipper Battlekat deres første EP "05272011-10242011" og tager samtidig til England, hvor de er booket til fire koncerter. Du har allerede hørt nummeret ‘The Pain’ i rotation på P3, og nu altså også ‘All The Useless Things’.

Drake: Headlines (Canada)
Drake er ude med singlen “Headlines” som første udspil fra hans andet album “Take Care”, der udkommer 24. oktober.
Den canadiske rapper kom på alles læber i 2009, da hans mixtape “So Far Gone” skabte røre i hiphop-andedammen, bl.a. med nummeret “Best I Ever Had”, som senere gik nr. 2 på den amerikanske singlehitliste. I kølvandet på succesen fra hans debutalbum, “Thank Me Later”, der udkom i juni 2010, er Drake dukket op som gæst på et hav af amerikanske singleudgivelser fra bl.a. Lil’ Wayne, Trey Songz, J. Cole, Nicki Minaj og ikke mindst Rihannas tophit “What’s My Name”.

I første omgang blev Drake kendt, da han medvirkede i ‘Degrassi: The next Generation’, der var opfølgeren til den canadiske udgave af Beverly Hills 90210.

Freja Loeb: Soft Blues (DK)
Efter “Never Stop Coming Back”, der var P3s Uundgåelige i midten af juni, er Freja Loeb tilbage med singlen “Soft Blues” som forsmag på sit debutalbum, der udkommer 28. november.

Albummet hedder “Odyssey” og er produceret af Freja Loeb i samarbejde med Lasse Lyngbo. Titlen dækker over den rejse, sangerinden har været på frem mod debuten, en rejse der startede, da hun skrev sine første sange som 10-årig, mens hun gennemtrevlede musikhistorien fra Beatles til Bowie.  “Alle mine sange tager udgangspunkt i mine egne oplevelser. 'Soft Blues' handler om længsel og er en af de mere postive og umiddelbare sange”, siger 24-årige Freya Loeb.

Mange Makers: Fest hos Mange (Sverige)
“Fest hos Mange” startede som en intern joke i stockholmbandet Mange Makers, men endte med at blive sommerens helt store, svenske landeplage. Nu har det småskæve og insisterende klubhit, der er beslægtet med Promoes “Svennebanan” og Familjens “Det snurrer i min skalle’, taget turen over sundet for også at hærge de danske radiostationer.

Det hele startede hjemme hos de to venner Max Henriksson og Didrik Rastbäck, der en kedelig eftermiddag besluttede at lave et nummer for sjov, hvor Max beatboxede og 'Didde' sang. Begge lagde sangen ud på deres Facebook profiler, hvor Max’ gamle klassekammerat Peter Balazs tilfældigt kom forbi. Han arbejdede videre på tracket, og så var Mange Makers født. Endnu en Max med efternavnet Christensson kom med i bandet, fordi han ku’ danse, og inden længe fik de fire fyre filmet en low budget-musikvideo, der indtil videre har passeret 4 millioner visninger på YouTube.

Rizzle Kicks: When I Was A Youngster (UK)
Jordan “Rizzle” Stephens og Harley “Sylvester” Alexander-Sule i Brighton-duoen Rizzle Kicks er ude med en ny single som forsmag på debutalbummet “Stereo Typical”, der udkommer 31. oktober og byder på et mix af pop, rap, ska og elementer fra old school hiphop.

Her finder man udover den aktuelle single “When I Was A Youngster” numre som ‘Down With the Trumpets’, ‘Prophet (Better Watch It) og ‘Miss Cigarette’ samt ‘Mama Do The Hump’, der er produceret af Brightons største musiknavn, Fatboy Slim alias Norman Cook.

Ulige Numre: København (DK)
Der var ikke mange, der havde hørt om Ulige Numre, da de i slutningen af september udsendte debutsinglen “København”. Men efter omkring 15 danske musikblogs fra Regnsky til Soundvenue havde postet sangen, gik der ikke mange dage, før indiepopbandet var alle vegne på nettet og også blev portrætteret i aviserne som “de nye Love Shop”.

Bandets forsanger Carl Emil Petersen har skrevet sangen som en universel hyldest til “byen” – hvad enten den hedder København, Odense, Sønderborg eller Århus – og dens ramme for ungdommen.

I slutningen af oktober lander en EP fra Ulige Numre, der i den forløbne uge har været support for både Mikael Simpson og Nikolaj Nørlund (som har signet bandet til sit label, Auditorium). 15/10 kan Ulige Numre opleves live ved et “Rising Stars”-arangement i Viften i Rødovre sammen med Elou Elan og Vessel, og til marts tager de på dk-turné som support for Simpson.

Deltag i debatten

  1. Anders Kock // Anders Kock // for 7 måneder siden

    “og bandet skulle spille på årets POT-festival i Aarhus”? Det er da vidst jer der har babbet lidt på bønnen mens i skrev den artikel ;) hehe

Skriv kommentar

P3 på Facebook

Live opdatering fra /p3/now

  1. KarriereKanonen 2012 er i fuld gang. Mød årets vindere her.
Henter uplayer....

Systemlisten

  1. Klumben feat. Raske Penge - Faxe Kondi

    (1 uge) Afspil STEM
  2. Eaggerstunn feat. Geolo G & Keith - Kugledans

    (7 uger) Afspil STEM
  3. Shaka Loveless - Tomgang

    (5 uger) Afspil STEM
  4. Blue Van - Would You Change Your Life

    (1 uge) Afspil STEM
  5. Flødeklinikken - Barbielund

    (1 uge) Afspil STEM

Boblere

  1. Rasmus Seebach - Falder

    Afspil STEM
  2. Tomas Barfod - Broken Glass

    Afspil STEM
  3. NewNewYorkYork - The Same Shit (On The Radio)

    Afspil STEM