Skal Marie give sin urnegrav væk til sin fars bedste ven?

Undskyld, Maria, men det lyder som om, at det er måde, hvorpå din fars ven kan slippe billigt omkring sit eget hvilested. Nej, du ved ikke, hvor du selv vil hen, når du dør, men pludselig er I TO familer, som deler gravsted. Det tror jeg kommer til at give noget rod engang og så vil din “søster” ikke længere være så tæt på, fordi I strides om noget, som var din families. Din fars hvilested er din og din families alene. Pas godt på det.

når man er død er man en tom skal, sjælen kommer videre og finder en ny opgave (et nyt liv) når man er død, er man d’d, dvs. man kan ikke føle noget. så kan det jo være ligegyldigt hvor ens krop bliver lagt ned, brændt eller ikke brændt..

Jeg kan slet ikke forstå, at nogen herinde skriver, at vennen “har brug for” pladsen. Selvfølgelig har han ikke brug for den, men han har lyst til den. Hvorfor kan han ikke ligge i nærheden? Og ja, det er svært at bede om noget, når man ikke bør bede om det.
Marie; kunne det tænkes, at du hellere ville ligge med din kæreste/mand, den dag du dør? Hvis du vil ligge ved din far, er det ikke i orden, at en anden kommer og tager den plads fra dig. Men som de andre siger kan du jo undersøge, om der en dag bliver plads til tre.
Under alle omstændigheder – Marie – dit forhold til din veninde kan påvirkes kraftigt af det her. Hvis muligt bør du undgå at blande hende ind i dette – følelser overfor mistede er meget stærke og uenighed derom kan ødelægge meget. Hvis I er som søstre nu, må det være vigtigt at bevare dit venskab til hende. Hvis du kan komme til det, burde du tale med den døende om det (eller sende en anden på dine vegne, men ikke din veninde).

Glæd et levende menneske for hvem det betyder noget. Hyld det smukke venskab mens det er muligt. Skal du ikke ligge med din egen familie når tiden kommer?

Jeg synes du skal træffe den beslutning du har det bedst med. Og hvis du ikke ved om du selv vil begraves der, så synes jeg du skal sige dét til din venindes far. Det er helt ok at være i tvivl.

Hvis jeg var i Maries sted, så vil jeg tage en snak med venindens far. For det bliver noget værre rod, hvis Maries veninde bliver budbringer. Der kan nemt gå ord og budskaber tabt, når hun ikke selv snakker direkte med farens ven.

Marie skal fortælle venindens far hvad gravstedet betyder for hende(på den gode måde selvfølgelig), og hvis hun fortæller ham at hun selv overvejer at blive begravet der, så tror jeg faktisk ikke at han ønsker at komme imellem sin bedste ven og hans datter….Og hvis han efter dette stadig ønsker at ligge der, så synes jeg virkelig han er ret egoistisk!

Jeg synes på ingen måde at Marie skal have dårlig samvittighed hvis hun ikke giver gravstedet til sin venindes far.

Nu omhandler det jo om du ønsker muligheden for at blive begravet ved siden af din far når tiden er inde.
Jeg vil mene at man ikke bør forhaste sig og sige god for at en anden vil kunne få pladsen, for man vil ikke kunne gøre ens beslutning om når først en anden er begravet på stedet.
Følg dit hjerte: Vil DU gerne begraves ved siden af din far? Er svaret ja, så sig nej til din far’s ven, han må kunne forstå din beslutning, det omhandler jo gravstedet ved siden af DIN far ikke HANS nærmeste familie!

Har været i et lignende dilemma, dengang min far skulle begraves på vores families familiegravsted. Hans plads var udset til en onkel, som på ingen måde var død endnu. Vi fik det ordnet via myndighederne, det var hårdt at møde denne modstand, da vi stod midt i en stor sorg over at have mistet vores far, som vi mente hørte til på det gravsted, blandt hans far og mor. Der er så sket det senere at gravstederne til begge sider er blevet nedlagt og gravstedet kan derfor udvides så vores grandonkel og andre slægtninge kan derfor alligevel få plads nær familien. Min fars søster har sidenhen også fået plads på det gravsted, der tidligere var “propfyldt”. Jeg ville give pladsen til din fars ven. Man spørger ikke “for sjov” i en sådan situation. Meget kan ændre sig før du skal i graven – urner kan flyttes, eller gravsteder udvides. Men liver er nu og gravsteder for dem, der ikke er i live.

Tusind tak for alle jeres kommentarer herinde. Jeg syns lige jeg vil svare på lidt af de løse ender. Mine forældre var skilt og begge gift på ny. Min mor er derfor rent arvemæssigt ikke med i billedet, min fars kone dengang fandt relativt hurtigt en ny mand, og jeg har stort set ikke set hende siden. Jeg er enebarn og derfor er det mig alene der står med ansvaret for hans gravsted. Jeg er klar over vi alle mødes samme sted når vi ikke er mere, og det handler ikke om det. Ej heller den kirkelige handling. Udelukkende handler det om hvorvidt jeg skal afgive min plads for en gammel ven eller om jeg skal holde fast i det oprindelige og bevare mit eget eksklusive forhold til stedet. Eller i hvertfald vælge muligheden for selv at kunne vælge…

Gravpladsen ved faren er selvfølgelig ikke til venner men forbeholdt til familien. Det må enhver kunne forstå.

Hvad siger Maries egen familie? Er der ikke nogle spørgsmål, som trænger sig på her? Måske nogen står hende nærmere end den døde far? Hvilke forventninger har de til hinanden, og hvad betyder et (fælles) gravsted for dem hver især?

Den slags er der ikke uden videre nødvendigvis enighed om, og spørgsmålene kan løsrevet fra det aktuelle dilemma under alle omstændigheder være nyttige at overveje sammen.

Gravfreden på en urnegrav er 10 år. Da det er mere end 10 år side Marias far blev begravet, er der altså pt. to ´ledige´ pladser i urnegraven. Så teknisk set er der plads til begge.

Jeg synes Marie skal give den til vennen, for når hun når dertil, så tror jeg at hun helst vil begraves sammen med sin familie

Det er noget pjat at Maria er en egoist hvis hun selv vælger pladsen.
Jeg synes faktisk ikke at det er ret pænt af den syge mand at spørge og det tangerer lidt flabethed – syg eller ej! I såfald hvis han spørger må han som minimum kunne forvente et nej.
Jeg vil ikke tage stilling til hvad Maria skal gøre men hun skal vide at hun på ingen måde skal føle sig presset ‘bare’ fordi manden er dødssyg. Det er helt og holdent hendes valg og hvis hun, før den syge mand spurgte, havde overvejet bare 2% at blive begravet ved sin fars side, så er hendes tvivl stadig lige så legal efter den syge mand har spurgt. Også selvom hun ikke har besluttet sig.
Hvis jeg var i Marias sted ville mit svar til den døende mand være: ‘jeg ved det ikke’. Og det kan jo så betragtes som et nej. Hvilket det nok også bliver. Det er alt for strengt at be’ Maria om at tage stilling til sin egen begravelse nu, og samtidig lukke døre. Hun aner jo stort set intet om den og kan ikke træffe de rigtige valg. Hvis hun træffer valget nu gør hun muligvis en døende glad, men hvad med hende selv? Og ikke mindst hendes potentielle familie?

Og nej! Det er ikke spor egoistisk. Der er bare nogle spørgsmål der har sin tid, og det her spørgsmål er ikke aktuelt for Maria endnu (at det så er det for den døende er en anden sag, men det er teknisk set hans problem. Så burde han ha lavet en aftale der gjorde at Maria ikke kom i situationen).
Spørgsmålet er simpelthen for stort til at der kan svares endegyldigt (= nej).

Hvor god ven er den bedste ven?

Spørgsmålet rejses når det han ønsker er at gå imod hvad hans afdøde bedste ven ønsker for sin datter?

Sætter han sit behov over sin bedste vens ønske og sin bedste vens datters aftale med sin fader?

Giv den væk. Verden er større end dig selv, og hvis din egen egoisme er vigtigere end en døene mands sidste ønske, er det bare dårlig karma som du skal leve med.
Når du selv er død kan du være hamrende ligeglad – Du er jo død. :)

Har ikke hørt programmet i dag, så jeg udtaler mig på baggrund af det beskrevet.

Hvis ikke det kan gøres om, er det for for stort et sats for hende at give afkald på pladsen, hvis ikke hun er afklaret. Det vil være meget storsindet at gøre det, men det kan også få store alvorlige konsekvenser for hende selv på et senere tidspunkt, hvis hun ikke er 100% sikker på sit valg. Pladsen er tiltænkt hende – det er ikke selvisk at beholde pladsen, selvom hun er usikker på om hun vil bruge den selv.
Det lyder umiddelbart til at være et stort ønske fra vennen, og det må have været svært at spørge om, men det må være muligt på en anerkendende og sympatisk måde at afvise hans ønske. Tvivlen forstørres måske også af usikkerheden ved, hvordan han vil tackle et afslag? Han kan jo godt reagere mindre sympatisk og forstående, og der er det nok vigtigt at “filtrere” hans reaktion med tanke på, at han er i en sorgproces. Det er måske også tanken ved trygheden ved at ligge ved sin ven, der gør ham mindre bange for at dø?
Tænk på dit behov ift graven og hjælp med/håb på at han får al den hjælp han har brug for i sin sorgproces.
Ønsker det bedste til alle involverede parter!

Hun skal helt afgjort beholde pladsen selv – også selvom hun vælger noget andet når hendes tid er inde. Det kan godt være at venner er vigtige – men familien er vigtigere. Og hvis hun giver pladsen væk til farens ven, kan hun på et senere tidspunkt komme til at fortryde den beslutning!!

Maria skal beholde pladsen til sig selv..Jeg har selv mistet min far, da jeg var 15 og min mor, da jeg var 25. På familegravstedet er der også en 3. plads.Jeg kommer i perioder ofte på graven og i perioder går der måneder i mellem. Jeg bruger også graven til at fortælle store livsnyheder,som Anette også sagde. Det er min oase. Jeg oplever en ro og sammenhørighed når jeg står ved graven. Så jeg forstår fuldt Marie.

det er da klart vennen der skal have pladsen. Man spørger ikke medmindre man virkelig har brug for det. Her har hun mulighed for at give en gave af kærlighed til en dødene mand. Kan slet ikke se problemet. Hvis hun ville have pladsen ved siden af sin far, ville hun slet ikke være i tvivl. Ego æder os op indeni, kærlighed til andre gøre os frie og det her vil gøre hende så glad og fri indeni. Giv pladsen til din fars bedste ven. Ellers bliver det så krampagtigt en kamp for din ret. Jeps det er din ret, men du giver den videre i kærlighed til din far og livet.

Kære Marie
Det lyder som om det er rigtigt for dig at du skal ligge ved siden af din far, hvis det er det du skal når du når der til. Jeg mener ikke at du skal rende rundt med dårlig samvittighed, den plads er din sammen med din far, ombestemmer du dig senere så er det bare sådan men det er helt ok at sige at den plads kan du ikke give fra dig. Det er jeg ret sikker på at din veninde/søster også vil forstå. Tak for mod til at komme med dilemmaet, flot.

Jeg har selv mistet min far og forstå Maries problem. Som der også er blevet sagt, er der kun plads til to. Jeg synes, at hvis det var det rigtige, at give den plads væk til venindens far, så havde hun ikke været i tvivl. Hun har brug for, at holde den plads åben til sig selv nogen år endnu og det er fuldt ud forståeligt! Og i og med, at det er Marie-og hendes fars sted, så skal der kun andre derned, hvis hun er 100% afklaret med det. Og det lyder det bestemt ikke til, at hun er lige nu!

Man skal ALTID følge sin mavefornemmelse og Maries mavefornemmelse siger at hun skal sige nej til faderens bedste ven. Dette skal hun gøre uden at tænke på om hun så selv kommer til at ligge ved siden af sin far i fremtiden. Hvis denne beslutning giver komplikationer i forhold til faderens ven og hans familie er det meget ærgerligt men det må hun så takle. At leve i overensstemmelse med ens intuition og mavefornemmelse er til tider en udfordring men ikke desto mindre det man må gøre.

Hvad med Maria ‘s egen mand og evt børn. ? Hvor skal de ligge. Jeg ville personlig synes det ville være meget forkert at skulle ligge sammen med min far i stedet for min mand. Jeg synes helt klart at hun skal vige pladsen til fordel for hendes “far nr 2″ som det lyder som om han har været.

Marie skal give gravpladsen til sin fars bedste ven:
Når Marie selv skal begraves/bisættes er det meget lidt sikkert, at hun vil bruge pladsn ved siden af sin far – hvis hun siger nej til vennen nu, forpligter det hende i at bruge den. Endvidere: når der er gået en årrække kan pladsen “genbruges” og derfor er det sandsynligt, at Marie kan blive begravet/bisat samme sted…

De skal lige undersøge om der kun er én plads tilbage. Jeg havde en kammerat der døde for et par år siden, han er begravet i samme urnegrav som sin mor. Hans far fik oplyst at han også kunne begraves i samme urnegrav når han engang dør, pga. af det var mere end 10 år siden at min kammerats mor blev begravet. Altså 3 i samme urnegrav. De ligger på Bispebjerg – så måske er der en tredie mulighed

Gravsteder er jo ikke statiske du kan afgive pladsen til din “onkel” og når det så bliver din tid kan i jo bare ha en aftale om at han bliver flyttet.
Din afvisning vil også være tilstede i al fremtid såfremt du vælger dette og måske en negativ ting du vil opleve fremover ved din fars gravsted.
Hold fast ved din første indskydelse – Gør din veninde og hendes far glad,og lad ham komme i jorden ved siden af din, men lav en aftale med din veninde om at hendes far bliver flyttet når din tid kommer. Held og lykke

For mig betød graven meget, men kun i de første år.
I dag kommer jeg der næsten aldrig.
(Mistede ham da jeg var 30 – han var 52)
Om det er din venindes far eller en fremmed der ligger der er vel ligemeget – i Danmark putter vi jo i lag, så man er aldrig alene i graven.

Ingen tvivl der – Marie har en aftale med sin far, har givet et løfte.

Jeg er ikke specielt religiøs, men et løfte er et løfte, hvad enten man er død eller i live.

Det skal holdes….

Jeg sidder altså tilbage med spørgsmålet, hvad med Marias mor/farens kone, hvor er hun henne i alt dette?