Kan man leve udelukkende af pasta og kødsovs?

Hvad er den gyldne regel for, hvor mange måltider i træk man må spise pasta med kødsovs? Sådan spørger en pige, der efter sigende spiser den folkekære ret morgen, middag og aften samt efter behov.

Hvad er den gyldne regel for, hvor mange måltider i træk man må spise pasta med kødsovs? Sådan spørger en pige, der efter sigende spiser den folkekære ret morgen, middag og aften samt efter behov. Hvilket må siges at være en del.

Spørgsmålet fra lytteren indgår i det Sara og David på P3 kalder en “grønspættebog for mennesker", som skal formulere gyldne regler til det moderne menneske. Intet spørgsmål er for aparte og ingen bagateller for små

Man kan ikke leve af det alene

Til at svare på det, ringer Sara og David på P3 til Preben Vestergaard Hansen, som er underviser i Human Ernæring ved Professionshøjskolen Metropol.

De to værter prøver ihærdigt at tale en af danskernes yndlingsretter op ved både at kaste kød-, løg-, tomat- og champignonkortene. Men det er ifølge Preben Vestergaard Hansen ikke nok:

- Hvis du lever af det her alene, så vil der være i hvert fald 4-5 næringsstoffer, som du vil komme til at mangle på den lange bane.

Livsfarligt på den lange bane

Hvis man så accepterer det, hvor længe ville man kunne overleve på pasta og kødsovs?

- Det vil være et livsfarligt eksperiment på den lange bane, ingen tvivl om det.

Preben Vestergaard Hansen siger, at et forsigtigt bud ville være, at man efter mellem 1-3 år vil opleve meget synlige sundhedsproblemer. Det være sig nedsat immunforsvar, rød udtørret tunge, synsbesvær, bleg hud og ledsmerter.

Spis det roligt 1-2 ugentligt

Hvis man vil nyde sin pasta med kødsovs med god sundhedssamvittighed, kan man roligt spise det 1-2 gange om ugen, men Preben Vestergaard Hansen anbefaler selvfølgelig, at man tilsætter grøntsager til retten.

  • Print
  • Del artiklen: