Født:
1981
Hvor blev du undfanget?
Min mor siger, de kanøflede i en bjælkehytte på Bornholm, ikke langt fra Østerlars. Jeg har faktisk været der,og det føltes lidt som “hjemme”, så den er vist god nok.
Hvor kommer du fra?
Jeg er opvokset på Emiliegade på Frederiksberg i København. Deraf navnet Emil. Naboens datter kom også til at hedde Emilie. Emiliegade er desværre nedlagt nu, men jeg er på evig jagt efter et af de tre legendariske gadeskilte. Vi havde de sygeste gadefester i Emiliegade, og der var endda bowlingbane i kælderen på nabohuset. Slå det! Da mine forældre fik nok af hinanden,blev jeg tillige Østerbro-barn,og dem skal man ikke kimse af.
Hvad var du i folkeskolepraktik som?
Jeg var første gang i praktik i min gamle børnehave. Det lærte mig, at jeg aldrig skal være børnehavepædagog. Året efter gik turen til cykelhandleren. Der fandt jeg ud af,at jeg var ret skrap til at feje gulv, men at jeg nok aldrig bliver cykelhandler. Cykelsmeden påstod ellers,at jeg også var ret ferm til at flette eger på hjul, men det var vist bare for at være venlig… Jeg kan nu ret godt lide cykler.
Hvad har du lavet tidligere?
Jeg blev jo ret bidt af det med at feje. Især for min egen dør. Derfor blev jeg vicevært i et stort kompleks med masser af feje-ansvar. Jeg fejede godt nok igennem i en årrække. Midt i al fejningen kom min nabo og spurgte, om jeg ville lave radio på hans nye radiostation. Selvom jeg var fej og havde lyst til at sige “ej” – så gik det ingenlunde værre eller bedre, end at jeg fik et radioprogram med min bedste ven, Robin. Det hed “Kolbøttefabrikken” og blev gudhjælpeme afviklet fra minidisc. Jeg har også gået med aviser, solgt aviser og solgt avisabonnementer. Faktisk lykkedes det mig at sælge 1 års abonnement på en unævnelig avis til en blind. Det kunne min moral heldigvis ikke kapere, så derfor sagde jeg op og blev i stedet afrydder, da jeg var for bette til at blive udsmider. For seks år siden blev jeg hi-jacket af DR og har af uransagelige årsager været her lige siden.
Hvilket citat beskriver dig bedst?
Jeg ved ikke, om det siger så rasende meget om mig, men jeg er jo pænt stolt over at have opfundet citatet: “Man skal være to til tango, men tre til fandango!”. Jeg krydser fingre for, at det en dag bliver optaget i citatordbogen. Det er bare lidt upassende, at der er kommet et børneprogram, der hedder: “Fandango”. Mine yndlingscitater kommer ellers fra den antikke filosof Epikur. Men dem vil jeg aldeles ikke belemre jer med, nu hvor vi har det så sjovt. Han havde nu om nogen ordet i sin magt.
Hvad laver du på P3?
På P3 spiser jeg frugtordningsfrugt og drikker slavekaffe dræbt med mælk. Jeg kigger også tit på alle de smarte og fascinerende modefrisurer, der florerer i det åbne kontorlandskab. Det sker også jævnt ofte, at jeg titter i Tony Scotts eller Huxis skraldespand for at se, om der ligger en god kasseret idé, man kan “låne” af dem… eller købe af dem for menneskepenge, efterfølgende.
Hvad går du aldrig i studiet uden?
En blok, et glas vand og mine nøgler. Så går man ikke i baglås.
Hvilken musik lytter du til?
Jeg er meget til små-deprimerende og melankolsk musik. Øverst på podiet står The National. Men opløbet er tæt, og inkluderer blandt andre Low, Elastica, Iron & Wine og gammelt Smashing Pumpkins. To numre jeg ikke kan gi’ slip på lige nu er Jonathan Johansson: “Aldrig ensam” og Jack Penate “Pull My Heart Away”.
Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?
Jeg nyder en del fodbold – især engelsk. Tjekker Newcastle Uniteds hjemmeside 2-5 gange om dagen. Derudover dyrker jeg mine buddies og læser jeg horder af bøger, hvor man lærer en metier. Lige nu læser jeg blandt andet om, hvordan man lærer at spille guitar, trækker vejret rigtigt, manipulerer sit ansigt (no kidding!), og hvordan man skriver filmmanuskripter. Jeg elsker random viden, hvilket jeg også får indenbords via mit universitets-studie. Når luksuslegemet skal i bevægelse, sker det via tennis og asfalt-bold – det er nu en gang federe at drible på cement.
Ja eller nej?
Allerhelst ja! Men har brugt en kvart menneskealder på også at lære at sige nej. Slag på tasken, jeg siger nok ja seks gange for hvert nej.
Monte Carlo på P3: Er du rød og forbrændt ovenpå tropeweekenden i Danmark? Så kunne du jo sætte dig i skyggen og lytte til sidste uges høj- og lavpunkter. Vel mødt til en helligdagsspecial i morgen!
Det Elektriske Barometer: Så er der blot en time til at barometeret går i luften, for næstsidste gang inden sommerferien. Jeg foreslår i ligger jer i græsset, blander et ekstra sødt glas saftevand, skruer op for høretelefonerne og nyder de sidste strejf af solen. God pinse. Kh Mads <3
Smag på P3: Vi har leget Side 9 med Shaka Loveless. Her er, hvad han svarede.
Smag på P3: Shaka er vores søde søndagsgæst. Lige om lidt skal vi lege Side 9 med Shaka Loveles. Nysgerrig?
Smag på P3: P3's Uundgåelige fra og med i morgen kommer fra den 21-årige dansk-afrikanske Kaka. Er du med på reggaebølgen?
Smag på P3: Musikvideoen til Kylie Minogues spritnye single Timebomb. Hvad synes du?
P3Nyheder: Selvom det blev svesnkerne der løb med sejren i Melodi Grand Prix, så var det P3Nyheders Ole Tøpholm, der vandt kampen i kommentatorboksen!! Gi' ham lige en 'thumbs up'..//Tue
P3 Sporten: Skidt dag for dansk sport spillet i Tyskland; Både Fodboldlandsholdet og AG København tabte i hhv. Hamburg og Köln. Og Morten Olsen er ikke længere så sikker på, at Thomas Sørensen er førstevalg i målet... Hva' mener du; hvem skal vogte buret under EM; Thomas Sørensen, Stephan Andersen eller Anders Lindegaard?
Lågsus - DR P3: Så er vi ved at være klar til Lågsus. Er I klar?
P3Nyheder: Jaaaaa mer' kaffe!!! //Tue (der har været vågen siden kl 6 i morges..)