Kathrine Ejdum



Er vært på:

P3Nyheder

Fortid:
Jeg er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2009 og har lavet radio siden da – først på P4, og nu er jeg så heldig at lave hurtige og skarpe nyheder til P3's lyttere.

Jeg har været lidt rundt i landsdelene. Er opvokset i Svendborg, hvor man skulle sætte sig ned på møllen (numsen), boet i Århus og har taget ordet træls til mig – og er nu landet i København – hvor jeg efterhånden har lært, at det hedder en tebirkes og ikke en københavnerbirkes. Ingen tvivl om, at hvert sted har sin charme.

Jeg læser:
Mange netaviser i løbet af dagen, de store danske, men er også ret glad for videnskab.dk, VG og BBC News. Ret vild med romaner også, alt Helle Helle og Paul Auster. Seneste bøger jeg har læst er Bangkok Boy om en thailandsk trækkerdreng og Halvbroderen af Lars Saabye Christensen. Og så har jeg lidt en svaghed for sladderblade og Basserne.

Jeg ser:
Nyheder, for det meste flere gange i løbet af en dag, madprogrammer (nørdet, I know) og rigtig gerne film. Og så er jeg helt hooked på Mad Men og har store abstinenser efter at være færdig med sæson 4.

Jeg bryder mig ikke om:
Sodavand med alt for meget brus, hårnåle, hvor dutterne er røget af, leverpostej, nærige mennesker og folk, der snyder foran i køen (især, hvis det er foran børn).

Jeg vil gerne møde:
Min farfar igen. Han var virkelig en sej mand, og jeg ville elske at drikke en cognac med ham og stille alle de spørgsmål, jeg ikke fik gjort, mens han levede.

Det dummeste ordsprog, jeg kender, er:
Man skal gemme det bedste til sidst. Hvorfor nu det? Jeg synes bare, man skal snuppe det bedste med det samme og virkelig nyde det.

Du skal lytte til mine programmer fordi:
Så får du ligefremme nyheder, der skærer ind til benet.

Yndlingskæledyr:
Hund. Jeg drømmer om at få en Boston Terrier. Den skal hedde Preben, for det er verdens sejeste navn.

Det laver jeg, når jeg har fri:
Er sammen med min kæreste, familie og venner. Dyrker yoga og håber på, at det er rigtigt, når folk siger, at på et eller andet tidspunkt bliver det sjovt at løbe. Bager og drikker øl på brune værtshuse.

Min mest ubrugelige ejendel er:
Min gi = karatedragt med hvidt bælte. Jeg dyrkede karate et halvt år, men er simpelthen ikke kommet i gang igen, og dragten er sgu lidt svær at bruge til andet.

Det bedste ord i det danske sprog er:
Kålhøgen.

Det bedste ved at sende radio er:
Jeg synes, det er fantastisk at lave radio! Det går hurtigt, det er sjovt og tæt på – og så er der skarp konkurrence om din opmærksomhed, for du laver sikkert alt muligt andet, mens du lytter. Der er hurtig respons fra lytterne, og så har jeg virkelig seje og søde kollegaer.

Yndlingstransportmiddel:
Helt klart min cykel. Den kører mange kilometer med mig. Og så havde jeg en gang et par lyserød rulleskøjter med guldstjerner – dem var jeg vildt glade for.

P3 på Facebook

Live opdatering fra /p3/now