Ministerium: OK at korte skoledagen af

Undervisningsministeriet sig god for Hjørring-modellen

Det er helt OK, at Hjørring Kommune overlader det til skoledistriktslederne at afgøre, om eleverne skal have kortere skoledage. Det oplyser Undervisningsministeriet i en mail til DR Nordjylland.

Hjørring byråd har besluttet, at den understøttende undervisning på alle klassetrin kan byttes til færre timer med to voksne lærere. Og at det er op til skoledistriktslederen at træffe afgørelsen.

Ministeriet har fået byrådets beslutning tilsendt og siger altså god for ordningen. Ministeriet påpeger, at uanset om kommunalbestyrelsen har delegeret sin beføjelse eller ej, spiller skolebestyrelsen en vigtig rolle, når muligheden for at afkorte skoledagen bringes i spil.

"Skolebestyrelsen vil altid skulle afgive en udtalelse, inden der kan træffes beslutning om at afkorte skoledagen. Derudover er det skolebestyrelsens opgave at føre tilsyn med skolens virksomhed, og det indebærer også at føre tilsyn med, at de ressourcer, der ellers ville have været brugt til den understøttende undervisning også bliver overført til flere voksne i klassen i fagundervisningen."

Formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, synes godt om Hjørring Kommunes beslutning.

- Det er den rette vej at gå. Det er en fornuftig beslutning, at skolerne nu selv får mulighed for at vurdere, hvad der skaber kvalitet i elevernes skoledag.

  • Print
  • Del artiklen: