Kvinden med aberne er tilbage

Efter en hård sygdomsperiode vender Lone Dröscher Nielsen hjem til Indonesien for at opfylde sin drøm – at slippe orangutangerne fri. DR1 viser dokumentar 20. maj.

Anna Katrin Nørgaard er tilrettelægger på 'Lone & Orangutangerne - Tilbage til Friheden'. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)

Efter en hård sygdomsperiode vender Lone Dröscher Nielsen hjem til Indonesien for at opfylde sin drøm – at slippe orangutangerne fri.

”For cirka 18 år siden lavede jeg en pagt med en gruppe orangutanger. Jeg skulle være deres stemme ude i verden. Det har jeg ikke rigtig været de sidste par år, og jeg føler nok, at jeg har svigtet dem.”

I 2010 blev nordjyske Lone Dröscher Nielsen ramt af en slem blodforgiftning, der var ved at slå hende ihjel. Hun måtte derfor forlade Indonesien og sit rehabiliteringscenter, hvor hun siden 1999 har taget sig af den truede menneskeabe – orangutangen.

Nu er hun rask nok til at vende tilbage, og den 84 minutter lange dokumentar ’Lone & Orangutangerne – Tilbage til Friheden’, som DR1 sender anden pinsedag, følger hendes rejse for at opfylde sit største ønske: At slippe de første orangutanger fra centret ud i den vilde natur.

Forlod sit livsværk

”Det er historien om en kvinde, der har truffet et meget usædvanligt valg. Hun brænder så meget for orangutangernes overlevelse, og jeg spurgte mig selv: Hvorfor gør hun det her?   Og hvad gør det ved et menneske at leve på den måde?” siger dokumentarist Anna Katrin Nørgaard, der har tilrettelagt ’Lone & Orangutangerne – Tilbage til Friheden’

Anna Katrin Nørgaard stod også bag dokumentaren 'Kvinden med Aberne', der blev vist på DR1 i 2007. Her mødte danskerne for første gang Lone Dröscher Nielsen og hendes kamp for at redde sit orangutangcenter, der på det tidspunkt var lukningstruet. Allerede dengang kunne man opleve, at Lone Dröscher Nielsens helbred led under det massive arbejdspres. I 2010 blev hun altså slået helt ud og måtte tage den svære beslutning at trække sig fra sit livsværk.

Masser af kærlighed

Da Lone Dröscher Nielsen traf valget om at beskytte orangutangerne, solgte hun alt hvad hun ejede og flyttede til øen Borneo i Indonesien for at følge sin drøm. Hun sagde farvel til stort set alt fra sit tidligere liv, heriblandt sin mor, som hun ikke så i syv år.

”Omkring fjorten dage før jeg skulle hjem for at besøge min mor, døde hun. Men jeg ved, at hun glædede sig rigtig meget til endelig at skulle se mig, så hun døde som en glad kvinde,” siger nordjyden, der har dedikeret sit liv til orangutanger.

Den kærlighed, Lone Dröscher Nielsen ikke kunne give til mennesker, gav hun til orangutangerne. Hun vil være der for dem, for som hun siger i dokumentaren, så har mange af dem allerede mistet en mor, og de har ikke lyst til at miste en mere.

Selv om størstedelen af Lone Dröscher Nielsens hjerte lå hos orangutangerne, blev hun alligevel gift med en indonesisk mand. Et ægteskab, der dog ikke helt gik, som hun havde planlagt det. Manden rejste på et tidspunkt væk fra Indonesien for at læse, og uden han selv sagde noget om det, hørte Lone Dröscher Nielsen af andre veje, at han havde fundet sig en ny kone. For ham var det ikke et problem at have to koner. Men hans første hustru var bestemt ikke enig, og det førte til enden på ægteskabet.

Tilbage til friheden

Da den nordjyske abeelsker vendte tilbage til centret på Borneo, var det især, fordi hun håbede på at kunne være med til at slippe de første rehabiliterede orangutanger ud i regnskoven igen. Det er dét, hun har arbejdet for, siden hun startede centret. Derfor tager hun sammen med et hold fra centret ud for at fange nogle af de stærkeste aber, som bor på nogle øer tilknyttet centret, der er sidste stop inden friheden.

”Det er arbejdet gennem de sidste mange år, der kulminerer nu. At slippe dem ud bliver den største dag i mit liv,” siger Lone Dröscher Nielsen.

Alt imens Lone Dröscher Nielsen har forberedt orangutangerne på at leve uden for centret, har hun selv rykket sig længere og længere væk fra et liv uden aber. Hun ved, at hendes helbred ikke tillader hende at blive boende på Borneo. Samtidig har hun slet ikke fulgt med i verdenen uden for rehabiliteringscentret. Og hun spørger sig selv: ”Gad vide om jeg kan finde ud af at leve i en civiliseret verden?”

’Lone & Orangutangerne – Tilbage til Friheden’ bliver sendt på DR1 mandag den 20. maj klokken 20.00.

 

1. Torben Kloster
Pressekontakt: Yderligere oplysninger