P1 Eftermiddag

ProgramInfo

P1 Eftermiddag

Sendt: DR P1, 04 Sep. 2015, Start kl. 14:03 - Slutter 01:00

Elitesportsgrene som fodbold, ishockey og basketball er i dag blevet en del af en kæmpe underholdningsindustri med en endnu større økonomi. Stjernerne lever et liv i luksus, bliver solgt for astronomiske beløb og er konstant i mediernes søgelys. Det er derimod de færreste amatørsportsgrene forundt, at der kommer 90.000 mennesker på stadion, når en finale skal spilles. Det er ikke desto mindre tilfældet, når der i weekenden er finale i hurling mellem Kilkenny og Galway. Hvad er hurling egentlig for noget? P1 Eftermiddag undersøger, hvad denne ældgamle irske sport går ud på og får en irsk hurlingtræner i studiet. Der skal spares i Danmark. Den nye regering vil skære alle statslige driftsomkostninger ned med 2 procent om året fra næste år til og med 2019, og det gælder også på kulturområdet. P1 Eftermiddag er taget til Odense for at tale med Jens August Wille, teaterdirektør på Odense Teater, om, hvad de kommende besparelser kommer til at betyde for hans teater. I aften giver canadiske Daniel Lanois koncert under Aarhus Festuge. Og det er ikke sikkert, at du kender ham - men så gør du nok alligevel. For når musikere som Bob Dylan, Neil Young, Emmylou Harris, Peter Gabriel og U2 er gået i studiet for at indspille nyt materiale, så er det ofte Daniel Lanois, der har siddet ved mixerpulten. Og det er ikke tilfældigt. P1 Eftermiddag taler med musikproducer Mads Brinch om Daniel Lanois' særlige talenter. Værter: Karen Secher og Tore Leifer. (Sendes også 1.03).

Indslag