P1 Morgen

ProgramInfo

P1 Morgen

Sendt: DR P1, 21 Apr. 2017, Start kl. 06:07 - Slutter 08:50

En politibetjent dræbt, to såret ved maskingeværsangreb på Champs Élysées i går aftes. Mens de 11 præsidentkandidater i går aftes en efter en blev politisk grillet af to interviewere direkte på fransk TV angreb en mand med et maskingevær tre politibetjente, der sad i en bil på Champs-Élysées. Den ene betjent blev dræbt mens to andre blev såret - en forbipasserende blev også ramt af skud. Vi har Stéphanie Surrugue igennem fra Paris. Det varer ikke længe, før robotter med kunstig intelligens og menneskelige træk som arme og ansigter vil være noget, vi støder på til daglig. I dag kan du møde robotten Pepper i P1 Morgen. Robotter som ham kommer til at have sociale funktioner ved for eksempel at fungere som guides eller assistenter til mennesker i butikker og i offentlige institutioner som borgerservice eller på biblioteker. Allerede nu bruger flere skoler humanoide robotter som et pædagogisk værktøj i undervisningen. Mere end 1.000 palæstinensiske fanger i israelske fængsler har sultestrejket siden mandag. De vil have bedre forhold i fængslerne - og så vil de råbe verden op. Elna Søndergaard, seniorjuridisk rådgiver i DIGNITY, forklarer hvorfor Israel kritiseres af FN og internationale menneskeretsorganisationer for den måde, de behandler de palæstinensiske fanger. Mere om dette og meget andet i dagens P1 Morgen. www.dr.dk/p1morgen

Indslag