P1 podcaster

ProgramInfo

P1 podcaster - Voksen ABC og Jonathan Safran Foer

Sendt: DR P1, 20 Feb. 2017, Start kl. 11:03 - Slutter 11:30

Champagne, courage og chance var mine bud på en håndfuld voksenord med C, da jeg mødte Rachel Lewin Rukov og Cecilie Falgren Rubini - kvinderne bag den nye podcast Voksen ABC. De sætter bogstav for bogstav ord, undren, overvejelser og personlige historier på livet, som det former sig, når man har etableret sig med børn, realkredit, arbejde og kærlighed. I de foregående epiosder har ordene på disken blandt andre været angst, alenetid, afmagt, ansvar, børn, bryster, beslutninger og bagklog. Og det har resulteret i associationsdiskussioner og personlige fortællinger om alt fra fertilitet og uønsket hårvækst til vodkatamponer og parforholdskriser. Og i dagens udsendelsen taler vi blandt andet om hvorfor de helt almindelige historier fra hverdagen er vigtige at dele og om hvorfor det er svært at være voksen. Find Voksen ABC her: https://itunes.apple.com/dk/podcast/voksen-abc-podcast/id1202819406?mt=2 Du kan også møde den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer i dagens udsendelse. I hans seneste bog er hovedpersonen Jacob ivrig podcastlytter, fordi det giver mulighed for at give historien ekstra dybde. Og så anbefaler Foer en håndfuld podcasts, som efter hans mening helst skal høres mens man går, fordi det giver en helt særlig indsigt at bevæge sig gennem viden. Du kan høre romanpersonen Jacobs - og Jonathan Safran Foers - yndlingspodcast her: Hardcore history: http://www.dancarlin.com/ Radiolab: http://www.radiolab.org/ Invisibilia: http://www.npr.org/podcasts/510307/invisibilia Reply all: https://gimletmedia.com/reply-all/ 99% invisible: http://99percentinvisible.org/ Medvirkende: Rachel Lewin Rukov, Cecilie Falgren Rubini og Jonathan Safran Foer. Vært: Susanna Sommer.

Andre udsendelser

P1 podcaster - På skolebænken

"Jeg vil gerne have at podcasten har den samme stemning som på et lærerværelse, hvor man deler alle mulige udvekslinger om undervisning og læring på en konkret og dagligdags måde", siger Anders Schunk, som producerer skolepodcasten Didaktor for forlaget Alinea. Podcasten handler om læring og undervisningsmetoder og man kan både høre om efterskolen, hvor al undervisning foregår som rollespil og fremtidsforskeren, der forklarer hvilke kompetencer fremtiden kræver. "I øjeblikket afprøver vi mange forskellige metoder til at komme i dialog med vores kunder på en anden måde end traditionel marketing. Med podcasten vil vi gerne give dem noget indhold, der er værdifuldt for dem i hverdagen, og det er meget vigtigt, at det ikke er forretningsbudskaber, der bliver proppet ned i halsen på dem. Det skal være brede emner, der føles vigtige og relevante for lærerne - og fx. forældre og andre interesserede, forklarer Alineas marketingschef Gitte Baungaard. Hør Didaktor her: http://didaktor.dk/podcasts/. I udsendelsen fortæller jeg også om en håndfuld andre podcasts, der handler om skolelivet på godt og ondt. Den amerikanske historiefortællingspodcast Snap Judgment væver i hver episode korte historier sammen til en fortælling om et bestemt tema. Nummer 312 hedder 'Teacher Teacher!' og der kan du blandt andet høre om hippieungen, der insisterer på at komme i en 'rigtig' skole, Justin, der må flygte fra sin moderiske spillermor og om læreren, der ikke ved hvad hun skal stille op med barnegeniet i sin 4. klasse. Hør Snap Judgment her: http://snapjudgment.org/Teacher-Teacher. Det australske radioprogram Radiotonic bragte i 2015 featuren 'Little Dragons', som handler om Jonas Gabrielssons skolegang på en prestigefyldt svensk kostskole med metoder, der gør nogle til forbrydere og andre til medskyldige. Hør Little Dragons: http://www.abc.net.au/radionational/programs/radiotonic/little-dragons/6719760. Og så er der de Kathryn Oberg og Jake Scott - de er begge lærere i Minnnesota og laver podcasten Teacher Features, hvor de anmelder og diskuterer berømte lærerskikkelser fra fiktionens verden. http://noisepicnic.com/category/our-lovely-podcasts/teacherfeatures Medvirkende: Anders Schunk og Gitte Baunbjerg. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Twin Peaks og Matador

'Its happening again', som kæmpen siger i anden sæson af 90erkultserien Twin Peaks. Den 21. Maj er der premiere på de 18 nye Twin Peaks afsnut - skrevet af David Lynch og Mark Frost og instrueret af Lynch selv. Twin Peaks er den lille amerikanske by, hvor alt kan ske - fem miles syd for den canadiske grænse og 12 miles vest for statsgrænsen,. Et sted, hvor det føles som om 50erne aldrig er holdt op: Big Ed fylder benzin på ens pick uptruck, pigerne er i plisserede nederdele og flade sko og Double R Diner serverer a damn fine cup of coffee. Twin Peaks' første to sæsoner handlede om mordet på Laura Palmer. Det var en historie, hvor uhygge, humor, godt gammeldags politiarbejde og overnaturlige hændelser viklede sig ind og ud mellem hinanden, og man var hele tiden nødt til at huske, at uglerne ikke er hvad de giver sig ud for. Der er i tidernes løb lavet en mængde podcasts om Twin Peaks, og der er kommet et par nye til i anledning af premieren på de nye episoder. Jeg har udvalgt en håndfuld podcasts, som du kan muntre dig med, mens du venter på den nye sæson. Entertainment Weekly har sendt to garvede Twinpeaksvidere i studiet og de skal podcaste om alle de nye episoder. Mens de venter på premieren, fortæller de om Twin Peaks første to sæsoner og om seriens betydning i populærkulturen. Hør A Twin Peaks Podcast her: https://art19.com/shows/twin-peaks-podcast Den britiske podcast Diane er opkaldt efter Agent Coopers sekretær, som han beskriver som 'en interessant krydsning mellem en helgen og en kaberetsanger'. Podcasten har det seneste år været igennem alle de 30 episoder, bogen Laura Palmers Hemmelige Dagbog og Lynchs film Fire Walk With Me. Tonen er på en gang afslappet og højtravende, når Team Diane slår om sig med spidsfindige teorier, analyser og referencer til andre film, litteratur og kunst. Hør Diane: http://diane.libsyn.com/ Damn Fine podcast dykker også ned i hver episode, men altid med en gæst, som kan nuancere og uddybe et af seriens temaer. Fx burlesquekunstneren Francine, der besøger podcasten for at tale om det 29. afsnit, der handler om skønhedskonkurrencen i Twin peaks. Francine har i 6 år arrangeret The Pink Room, som laver burlesqueshows, der hylder eller satiriserer over Twin Peaks. Find podcasten her: https://www.damnfinepodcast.com/. I Danmark sker det også igen: DR viser Matador i en ny og restaureret udgave, og det har givet anledning til to nye podcasts. I udsendelsen kan du møde Mathilde Anhøj og Martin Steiner Jensen, som producerer podcasten Matador Med Mere. De svarer på spidsfindig Matadortrivia og forklarer hvorfor Matador er moderen til alle danske TV-serier. Hør podcasten her: https://soundcloud.com/matadormedmere DR har lavet sin egen Matadorpodcast. I Meget Mere Matador inviterer værten Cecilie Nielsen dedikerede matadorfans ned i de polstrede lænestole for at diskutere både seriens handling, og få svar på nogle af de spørgsmål, der har hængt og blafret siden Matador kom frem i 1978. Blandt andet hvad atlaskes egentlig er for en størrelse. Hør Meget Mere Matador: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/serier/meget-mere-matador Medvirkende: Mathilde Anhøj og Martin Steiner Jensen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Equinox 1985 og amerikansk hjemkomst

"Der er mange ting, der står meget skarpere, når man arbejder med lyd. Det er sværere at gemme sig, og når noget klinger falsk, så klinger det virkelig falsk. Man kan ikke skjule det med et smart klip eller tage fokus over på noget andet", forklarer filminstruktøren Tea Lindeburg, der har skrevet og instrueret fiktionspodcasten Equinox 1985, som hun også selv spiller med i . Podcasten handler om den juninat i 1985, hvor en hel gymnasieklasse forsvandt sporløst på deres studentertur. Og om Tea Lindeburgs forsøg på at finde ud af hvad der skete med pigen Ida, hvorfor den eneste overlevende senere begik selvmord og om religionslæreren og hans kone, der bedrev magi. "Det handler om sprækken. Studenterturen har altid fascineret mig. Alting bliver tilspidset: Det er sidste chance for at kysse ham, man har været vild med i 3 år og sidste chance for at sige det man er brændt inde med. Alt er åbent, alt kommer op og alt kan ske. Og næste dag begynder et nyt liv", forklarer Tea Lindeburg. Hør Equinox 1985: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/radiodrama/equinox I udsendelsen kan du også høre om den amerikanske fiktionspodcast Homecoming. Den handler om en klinik, der angiveligt skal hjælpe krigsveteraner med at vende tilbage til det civile liv - eller hvad det nu er de har gang i. I Homecoming er uglerne ikke hvad de lyder til, og det konspiratoriske plot kredser om hvad det egentlig er for nogle eksperimenter klinikkens leder og hans kumpaner har gang i, og hvorfor det er så vigtigt at få soldaterne til at glemme. Det er Gimlet Media, der producerer Homecoming og de har været på castingturne i Hollywood. Hovedrollerne bliver spillet af de oscar- og emmynominerede film- og TV-skuespillere Catherine Keener, David Schwimmer og Oscar Isaac. Den amerikanske radiofortælletradition er meget glad for fortællere, der guider lytteren igennem historien. Sådan er det ikke i Gimlets og Eli Horowitz' historie - den røde tråd må lytteren selv flette. Det er som at være detektiv på overvågningsopgave, og man må selv stykke historien sammen ud fra af de stumper af terapisessioner, telefonopkald og samtaler man har overhørt. Hør Homecoming: https://gimletmedia.com/homecoming/ Medvirkende: Tea Lindeburg. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Britiske prisvindere og Radio Information

I weekenden blev podcasts hyldet i 15 forskellige kategorier, da British Podcast Awards blev uddelt, og i udsendelsen botaniserer jeg i en håndfuld af de prisvindende podcasts. Vinderen af Årets Podcast var Radio Wolfgangs Fathers and Sons - en dokumentarserie, som undersøger den moderne maskulinitet ved at fortælle om far/søn-forholdet i alle mulige udgaver: Ham der skal arve familievirksomheden, faren som bliver sendt på Tinder af sin søn efter en skilsmisse eller ham, der har et transkønnet barn, som forandrer stemme og krop, da testosteronen begynder at virke. Hør Fathers and Sons: https://www.radiowolfgang.com/s/fathers-and-sons Tim Hinman fra Third Ear har produceret podcasten Sound Matters for B&O, og den fortæller om lydenes betydning, om støj, stilhed og om hvordan vi lytter. Sound Matters fik en 2. plads i kategorien for brandet indhold og en 3. plads blandt 'Smartest podcasts' Hør Sound Matters: http://journal.beoplay.com/journal/sound-matters Og så var der priser til den nørdede landbrugspodcast Farmorama (https://farmerama.co/), Scientist not Science, hvor videnskabsmanden Stuart Higgins laver historier om livet som forsker (http://www.scinotsci.com/) og Everyone Else, som i hver episode fortæller en fremmeds historie (https://www.everyoneelse.org/). I podcasten Cinemile optager ægteparret Dan og Cathy deres ophedede filmdiskussioner på turen hjem fra biografen, og de vandt kategorien for bedste nye podcast (http://www.thecinemile.com/). Der er masser af inspirerende lyttestof blandt de prisvindende podcasts og du kan se alle vinderne her: http://www.radioassistant.com/2017/04/uk-first-british-podcast-awards-name-fathers-and-sons-podcast-of-the-year/ I programmet fortæller Anna von Sperling desuden om dagbladet Informations nye podcast Radio Information, som hver uge samtaler med avisens journalister om ugens vigtigste, sjoveste eller mest interessante historier. "Vi producerer sindssygt meget stof hver uge, og vi har nogle virkelig tunge autoriteter siddende i huset, og det er det vi gerne vil udnytte en ekstra gang. Nogle gange smækker man benene op med en printavis i et hjørne af sofaen og den møder os der hvor vi har brug for ro og en mere introvert og fokuseret væren. Men lyden kan jo noget andet. Den er der når vi er i transport, midt i opvasken eller løber en tur. Og jeg synes det er enormt dejligt, at vi også kan udkomme i elektronisk form med det vi brænder for", forklarer Anne von Sperling. Medvirkende: Anna von Sperling. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Hørespil med publikum

"Når vi tænder for optageknappen, så kan man mærke, at der er sådan et fælles åndedræt i rummet. Alle trækker vejret ind og så holder vi det, mens hørespillet bliver optaget. Det giver en intensitet og livestemning, som jeg synes klæder vores ting og adskiller dem fra de klassiske hørespil", forklarer Niels Erling, der er instruktør og leder af AKT1. AKT1 skaber live-hørespil, der bliver optaget foran et publikum med musik, lydeffekter og skuespillere i ét take og derefter bliver lagt ud som podcast. Teksterne er skrevet af romanforfattere, digtere, dramatikere og andre kunstnere, som får mulighed for at debutere som radiodramatikere, og AKT1 har også lavet en serie dramatiseringer af kronikker fra dagbladet Information og en samling trusselsbreve. "I øjeblikket er der rigtig meget radiofiktion, som lægger sig op af filmen eller den journalistiske dokumentar og stræber efter et meget realistisk udtryk. Vi vil gerne bringe hørespillet nærmere teateret og litteraturen, der kan syre ud i alle mulige retninger", fortæller Niels Erling. Hør AKT1s hørespil: http://akt1.dk/hoerespil.html Medvirkende: Niels Erling. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Yndlingsmusikken

I Morten Ammitzbølls og Biblioteket Frederiksbergs podcast Leitmotiv fortæller mennesker om den musik, de elsker og bliver ved med at vende tilbage til. "Jeg vil gerne zoome ind på mødet med musikken og tale om hvordan den føles og påvirker den, der lytter. Jeg håber, at vi kan være med til at skabe et nyt sprog om musikoplevelsen, hvor man ikke behøver være ekspert eller kende alle fagudtrykkene", fortæller Morten Ammitzbøll. Han interviewer både musikbibliotekets brugere og folk, der har optrådt til bibliotekets arrangementer. Og genrespredningen er stor: Man kan både høre om hvorfor musikeren Katinka stadig hører hele Arcade Fires Album The Suburbs hver uge, hvordan Schubert får instrumenternes stemmer til at lege og hvilke engelske bands Jimmy Hendrix påvirkede. "Den personlige indfaldsvinkel kan åbne ens ører for musik, man måske ellers ikke interesserede sig for. Man bliver nysgerrig, når man hører nogen forklare, hvorfor de holder af noget, man måske ikke selv forstår", understreger Morten Ammitzbøll, som selv har haft en sådan oplevelse med podcasten Album, hvor Kristian Leth og Ralf Christensen undersøger og fortæller og nørder om poppen og rockens centrale plader. For eksempel Bruce Springsteens 'Darkness on the edge of town', hvor nummeret 'Racing in the streets" gav Kristian Leth nøglen til hele Springsteens produktion. Hør Leitmotiv: https://leitmotiv.podbean.com/ Hør Albums Springsteenepisode: http://podtail.com/podcast/album/bruce-springsteen-darkness-on-the-edge-of-tow/ Medvirkende: Morten Ammitzbøll. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Verden brænder og S-Town

"Der er alt for meget 'jeg føler' eller 'det er vist noget med...', når folk diskuterer udenrigspolitik. Der er et kæmpe behov for fakta og viden i samtalen om international politik, simpelthen fordi det er så komplekst. Og der har man brug for nogen, der kan hjælpe en på vej", understreger Lukas Lausen. Han og journalist Jeppe Aamand Øvig laver podcasten Verden Brænder? i samarbejde med Det Udenrigspolitiske selskab, hvor Lukas også er formand for medlemmerne under 35. De to fortæller om at lave udenrigspolitiske analyser og samtidig skabe en hyggelig stemning, hvor der er plads til den interesserede lytter, der måske ikke lige har styr på alle detaljer og forudsætninger. Hør Verden Brænder: https://verdenbraender.podbean.com/ I programmet kan du også høre om den nye amerikanske podcast S-Town fra holdet bag Serial og This American Life. Det er historien om urmageren, sortseeren og renæssancemennesket John B McLemore - måske en af de mest interessante karakterer, man indtil nu har mødt i podcastuniverset. Han bor i den lille by Woodstock i Alabama med så mange originaler, at det får Twin Peaks til at ligne en pixiebog. Podcasten begynder med et mord, der skal opklares, men folder sig ud i en vild, myldrende og labyrintisk historie om en mand, et sted, en tilstand, knudrede relationer og en længsel på størrelse med et smeltende isbjerg. Folkene bag S-Town siger, at da de lavede Serial skævede de til TV-serien og dens virkemidler - med S-Ttown har de ladet sig inspirere af romanen. Det skaber en ret unik lytteoplevelse, som ikke er styret af plotpoints og cliffhangere, men i stedet lader lytteren fortabe og fordybe sig i fortællingens sidespor og kringelkroge. Hør S-Town: https://stownpodcast.org/ Medvirkende: Jeppe Aamand Øvig og Lukas Lausen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - indlandsis og kolonifortid

En gammel festsang fra Danmark-ekspeditionen, en sirligt håndskrevet instruks fra 1800tallet og en hyldemeter brune arkivkasser fra 'Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse'. Det er bare nogle af de ting, som historikeren Iben Bjørnsson og jeg faldt over, da vi gik rundt i Arktisk Instituts arkiv oppe under loftet i det gamle pakhus på Christianshavn. "Når det gælder Vestindien, så tror jeg efterhånden at folk har fattet det: At vi var en slavenation på linie med andre slavenationer. Men når vi taler om Grønland, så opstår der stadig diskussioner om hvorvidt Grønland var en 'rigtig' koloni. Det der går tabt er, at Grønland altså indgik i et system af europæisk kolonialisme og det var de samme tanker og forestillinger, som kolonialisterne gør sig. Og der synes jeg, at vi I Danmark mangler at få hevet Grønland ind i den her internationale kontekst, forklarer Iben Bjørnsson. Iben Bjørnsson er Ph.d. og freelancehistorieformidler, og hun producerer podcasten Arktiske Historier, hvor hun bruger arkivets dagbøger, dokumentarer og genstande til at fortælle historien om Danmarks kolonifortid i Grønland. Det handler om eventyrernes ekspeditioner, de første danske medfølgende hustruer, der kom til landet, de grønlandske ekspeditionsdeltagere eller den storpolitiske fortælling om Thulebasen. Hør Arktiske Historier: http://arktiskinstitut.dk/medier-formidling/podcasts/ Medvirkende: Iben Bjørnsson. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Filmsnak

I den amerikanske podcast You must remember this, fortæller værten Karina Longworth Hollywoods glemte eller undertrykte historier, og sætter film, filmmennesker og industrien ind i den historiske, politiske og kulturelle kontekst. Joan Crowford har fået en hel miniserie, som fortæller om en rædselsfuld opvækst, ambitioner, kønsstereotyper og om hollywoods studiessystem, hvor de store filmselskaber holdt skuespillerne i et jerngreb. Mens andre temaserier fortæller om de blacklistede skuespillere, der blev ødelagt af anklagerne om kommunisme og uamerikansk virksom i 50erne. En af de allerbedst fortalte serier - og uden sammenligning også den mest spændende og interessante - er de 12 episoder om kultlederen Charlie Mansons Hollywood, hvor Longworth både fortæller 60ernes popkulturhistorie, og følger Mansons mere og mere gale og blodige spor fra en forkrøblet barndommen til den nat, efter mordene i Hollywood, hvor politiet stormer sektens ørkenranch og finder 7 pjaltede disciple ved et tomt middagsbord. Guruen selv har gemt sig i et køkkenskab. I programmet kan du også møde Troels Overgaard og Anders Holm, to århusianske filmnørder, der meget sjældent er enige om noget som helst - og da slet ikke om hvilken dårlig film, der er den bedste. De laver podcasten Filmsnak med filmnyheder, aktuelle anmeldelser og har et løbende projekt, hvor de rangerer verdens bedste film i forhold til hinanden. Hør You must remember this: http://www.youmustrememberthispodcast.com/ Serien om Charlie Manson: http://www.youmustrememberthispodcast.com/episodes/?category=CharlesManson%27sHollywood Hør podcasten Filmsnak: http://filmsnak.dk/podcast-afsnit/ Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Fans, nørder og popkulturel passion

Engang sad man og nørklede med sine idoler for sig selv eller sammen med et par venner - memorerede hvad der var på B-siden eller fandt en sjælden bootleg-optagelse i en engelsk musikbutik. I dag laver man en podcast. P1 podcaster handler om alle de fanpiger og -drenge, der sender deres helteanalyser og kærlighedserklæringer ud i verden - hvad enten det handler om superhelte, the Simpsons, TV-serien Lost eller et andet af popkulturens idoler. "Det er blevet mere accepteret at være en nørd og gå passioneret op i noget. Når man er på date fortæller man måske ikke som det første, at man har en Harry Potter-podcast. Men det er okay at fortælle det på et tidspunkt", siger Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen, der laver 'Harry Pottcast', hvor de gennemgår hele fortællingen om den lille bebrillede troldmand med det lynformede ar i panden, kapitel for kapitel. I England er podcasten Song By Song igang med et lignende projekt. Deres emne er sangeren Tom Waits og hans lange discografi, og i øjeblikket er de to værter igang med 8. sæson. The Baker Street Babes er en podcast om Sherlock Holmes og alt hvad der rører sig omkring fiktionens mesterdetektiv. De fortæller om filmversioner, memorabilia og teateropsætninger, dykker ned fortællingerne ud fra et kønsperspektiv eller belyser sammenhængen mellem Sherlock og Shakespeare. Og så er der The Gilmore Guys, som i hver episode fortæller om et afsnit af den populære TVserie Gilmore Girls, der handler om det speedsnakkende mor-datter-par med de fedtede spisevaner i den lille by Stars Hollow. Lucia Odoom fra Politikens poptillæg forklarer hvorfor man skal hylde det at være en fan og hvordan 70ernes amerikanske zine-kultur, hvor man lavede små hjemmeproducerede magasiner, har påvirket dagens fanpodcasts. Find dagens podcasts her: Harry Pottcast: http://aasr.dk/series/harry-pottcast/ Song by Song: http://www.songbysongpodcast.com/home/ Baker Street Babes: http://bakerstreetbabes.com/ Gilmore Guys: http://www.gilmoreguysshow.com/ Medvirkende: Lucia Odoom, Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen. Vært: Susanna Sommer.