P1 podcaster

ProgramInfo

P1 podcaster - indlandsis og kolonifortid

Sendt: DR P1, 03 Apr. 2017, Start kl. 11:03 - Slutter 11:30

En gammel festsang fra Danmark-ekspeditionen, en sirligt håndskrevet instruks fra 1800tallet og en hyldemeter brune arkivkasser fra 'Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse'. Det er bare nogle af de ting, som historikeren Iben Bjørnsson og jeg faldt over, da vi gik rundt i Arktisk Instituts arkiv oppe under loftet i det gamle pakhus på Christianshavn. "Når det gælder Vestindien, så tror jeg efterhånden at folk har fattet det: At vi var en slavenation på linie med andre slavenationer. Men når vi taler om Grønland, så opstår der stadig diskussioner om hvorvidt Grønland var en 'rigtig' koloni. Det der går tabt er, at Grønland altså indgik i et system af europæisk kolonialisme og det var de samme tanker og forestillinger, som kolonialisterne gør sig. Og der synes jeg, at vi I Danmark mangler at få hevet Grønland ind i den her internationale kontekst, forklarer Iben Bjørnsson. Iben Bjørnsson er Ph.d. og freelancehistorieformidler, og hun producerer podcasten Arktiske Historier, hvor hun bruger arkivets dagbøger, dokumentarer og genstande til at fortælle historien om Danmarks kolonifortid i Grønland. Det handler om eventyrernes ekspeditioner, de første danske medfølgende hustruer, der kom til landet, de grønlandske ekspeditionsdeltagere eller den storpolitiske fortælling om Thulebasen. Hør Arktiske Historier: http://arktiskinstitut.dk/medier-formidling/podcasts/ Medvirkende: Iben Bjørnsson. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

Andre udsendelser

P1 podcaster - Hørespil med publikum

"Når vi tænder for optageknappen, så kan man mærke, at der er sådan et fælles åndedræt i rummet. Alle trækker vejret ind og så holder vi det, mens hørespillet bliver optaget. Det giver en intensitet og livestemning, som jeg synes klæder vores ting og adskiller dem fra de klassiske hørespil", forklarer Niels Erling, der er instruktør og leder af AKT1. AKT1 skaber live-hørespil, der bliver optaget foran et publikum med musik, lydeffekter og skuespillere i ét take og derefter bliver lagt ud som podcast. Teksterne er skrevet af romanforfattere, digtere, dramatikere og andre kunstnere, som får mulighed for at debutere som radiodramatikere, og AKT1 har også lavet en serie dramatiseringer af kronikker fra dagbladet Information og en samling trusselsbreve. "I øjeblikket er der rigtig meget radiofiktion, som lægger sig op af filmen eller den journalistiske dokumentar og stræber efter et meget realistisk udtryk. Vi vil gerne bringe hørespillet nærmere teateret og litteraturen, der kan syre ud i alle mulige retninger", fortæller Niels Erling. Hør AKT1s hørespil: http://akt1.dk/hoerespil.html Medvirkende: Niels Erling. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Yndlingsmusikken

I Morten Ammitzbølls og Biblioteket Frederiksbergs podcast Leitmotiv fortæller mennesker om den musik, de elsker og bliver ved med at vende tilbage til. "Jeg vil gerne zoome ind på mødet med musikken og tale om hvordan den føles og påvirker den, der lytter. Jeg håber, at vi kan være med til at skabe et nyt sprog om musikoplevelsen, hvor man ikke behøver være ekspert eller kende alle fagudtrykkene", fortæller Morten Ammitzbøll. Han interviewer både musikbibliotekets brugere og folk, der har optrådt til bibliotekets arrangementer. Og genrespredningen er stor: Man kan både høre om hvorfor musikeren Katinka stadig hører hele Arcade Fires Album The Suburbs hver uge, hvordan Schubert får instrumenternes stemmer til at lege og hvilke engelske bands Jimmy Hendrix påvirkede. "Den personlige indfaldsvinkel kan åbne ens ører for musik, man måske ellers ikke interesserede sig for. Man bliver nysgerrig, når man hører nogen forklare, hvorfor de holder af noget, man måske ikke selv forstår", understreger Morten Ammitzbøll, som selv har haft en sådan oplevelse med podcasten Album, hvor Kristian Leth og Ralf Christensen undersøger og fortæller og nørder om poppen og rockens centrale plader. For eksempel Bruce Springsteens 'Darkness on the edge of town', hvor nummeret 'Racing in the streets" gav Kristian Leth nøglen til hele Springsteens produktion. Hør Leitmotiv: https://leitmotiv.podbean.com/ Hør Albums Springsteenepisode: http://podtail.com/podcast/album/bruce-springsteen-darkness-on-the-edge-of-tow/ Medvirkende: Morten Ammitzbøll. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Verden brænder og S-Town

"Der er alt for meget 'jeg føler' eller 'det er vist noget med...', når folk diskuterer udenrigspolitik. Der er et kæmpe behov for fakta og viden i samtalen om international politik, simpelthen fordi det er så komplekst. Og der har man brug for nogen, der kan hjælpe en på vej", understreger Lukas Lausen. Han og journalist Jeppe Aamand Øvig laver podcasten Verden Brænder? i samarbejde med Det Udenrigspolitiske selskab, hvor Lukas også er formand for medlemmerne under 35. De to fortæller om at lave udenrigspolitiske analyser og samtidig skabe en hyggelig stemning, hvor der er plads til den interesserede lytter, der måske ikke lige har styr på alle detaljer og forudsætninger. Hør Verden Brænder: https://verdenbraender.podbean.com/ I programmet kan du også høre om den nye amerikanske podcast S-Town fra holdet bag Serial og This American Life. Det er historien om urmageren, sortseeren og renæssancemennesket John B McLemore - måske en af de mest interessante karakterer, man indtil nu har mødt i podcastuniverset. Han bor i den lille by Woodstock i Alabama med så mange originaler, at det får Twin Peaks til at ligne en pixiebog. Podcasten begynder med et mord, der skal opklares, men folder sig ud i en vild, myldrende og labyrintisk historie om en mand, et sted, en tilstand, knudrede relationer og en længsel på størrelse med et smeltende isbjerg. Folkene bag S-Town siger, at da de lavede Serial skævede de til TV-serien og dens virkemidler - med S-Ttown har de ladet sig inspirere af romanen. Det skaber en ret unik lytteoplevelse, som ikke er styret af plotpoints og cliffhangere, men i stedet lader lytteren fortabe og fordybe sig i fortællingens sidespor og kringelkroge. Hør S-Town: https://stownpodcast.org/ Medvirkende: Jeppe Aamand Øvig og Lukas Lausen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - indlandsis og kolonifortid

En gammel festsang fra Danmark-ekspeditionen, en sirligt håndskrevet instruks fra 1800tallet og en hyldemeter brune arkivkasser fra 'Komiteen for Grønlænderinders Uddannelse'. Det er bare nogle af de ting, som historikeren Iben Bjørnsson og jeg faldt over, da vi gik rundt i Arktisk Instituts arkiv oppe under loftet i det gamle pakhus på Christianshavn. "Når det gælder Vestindien, så tror jeg efterhånden at folk har fattet det: At vi var en slavenation på linie med andre slavenationer. Men når vi taler om Grønland, så opstår der stadig diskussioner om hvorvidt Grønland var en 'rigtig' koloni. Det der går tabt er, at Grønland altså indgik i et system af europæisk kolonialisme og det var de samme tanker og forestillinger, som kolonialisterne gør sig. Og der synes jeg, at vi I Danmark mangler at få hevet Grønland ind i den her internationale kontekst, forklarer Iben Bjørnsson. Iben Bjørnsson er Ph.d. og freelancehistorieformidler, og hun producerer podcasten Arktiske Historier, hvor hun bruger arkivets dagbøger, dokumentarer og genstande til at fortælle historien om Danmarks kolonifortid i Grønland. Det handler om eventyrernes ekspeditioner, de første danske medfølgende hustruer, der kom til landet, de grønlandske ekspeditionsdeltagere eller den storpolitiske fortælling om Thulebasen. Hør Arktiske Historier: http://arktiskinstitut.dk/medier-formidling/podcasts/ Medvirkende: Iben Bjørnsson. Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Filmsnak

I den amerikanske podcast You must remember this, fortæller værten Karina Longworth Hollywoods glemte eller undertrykte historier, og sætter film, filmmennesker og industrien ind i den historiske, politiske og kulturelle kontekst. Joan Crowford har fået en hel miniserie, som fortæller om en rædselsfuld opvækst, ambitioner, kønsstereotyper og om hollywoods studiessystem, hvor de store filmselskaber holdt skuespillerne i et jerngreb. Mens andre temaserier fortæller om de blacklistede skuespillere, der blev ødelagt af anklagerne om kommunisme og uamerikansk virksom i 50erne. En af de allerbedst fortalte serier - og uden sammenligning også den mest spændende og interessante - er de 12 episoder om kultlederen Charlie Mansons Hollywood, hvor Longworth både fortæller 60ernes popkulturhistorie, og følger Mansons mere og mere gale og blodige spor fra en forkrøblet barndommen til den nat, efter mordene i Hollywood, hvor politiet stormer sektens ørkenranch og finder 7 pjaltede disciple ved et tomt middagsbord. Guruen selv har gemt sig i et køkkenskab. I programmet kan du også møde Troels Overgaard og Anders Holm, to århusianske filmnørder, der meget sjældent er enige om noget som helst - og da slet ikke om hvilken dårlig film, der er den bedste. De laver podcasten Filmsnak med filmnyheder, aktuelle anmeldelser og har et løbende projekt, hvor de rangerer verdens bedste film i forhold til hinanden. Hør You must remember this: http://www.youmustrememberthispodcast.com/ Serien om Charlie Manson: http://www.youmustrememberthispodcast.com/episodes/?category=CharlesManson%27sHollywood Hør podcasten Filmsnak: http://filmsnak.dk/podcast-afsnit/ Vært og tilrettelægger: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Fans, nørder og popkulturel passion

Engang sad man og nørklede med sine idoler for sig selv eller sammen med et par venner - memorerede hvad der var på B-siden eller fandt en sjælden bootleg-optagelse i en engelsk musikbutik. I dag laver man en podcast. P1 podcaster handler om alle de fanpiger og -drenge, der sender deres helteanalyser og kærlighedserklæringer ud i verden - hvad enten det handler om superhelte, the Simpsons, TV-serien Lost eller et andet af popkulturens idoler. "Det er blevet mere accepteret at være en nørd og gå passioneret op i noget. Når man er på date fortæller man måske ikke som det første, at man har en Harry Potter-podcast. Men det er okay at fortælle det på et tidspunkt", siger Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen, der laver 'Harry Pottcast', hvor de gennemgår hele fortællingen om den lille bebrillede troldmand med det lynformede ar i panden, kapitel for kapitel. I England er podcasten Song By Song igang med et lignende projekt. Deres emne er sangeren Tom Waits og hans lange discografi, og i øjeblikket er de to værter igang med 8. sæson. The Baker Street Babes er en podcast om Sherlock Holmes og alt hvad der rører sig omkring fiktionens mesterdetektiv. De fortæller om filmversioner, memorabilia og teateropsætninger, dykker ned fortællingerne ud fra et kønsperspektiv eller belyser sammenhængen mellem Sherlock og Shakespeare. Og så er der The Gilmore Guys, som i hver episode fortæller om et afsnit af den populære TVserie Gilmore Girls, der handler om det speedsnakkende mor-datter-par med de fedtede spisevaner i den lille by Stars Hollow. Lucia Odoom fra Politikens poptillæg forklarer hvorfor man skal hylde det at være en fan og hvordan 70ernes amerikanske zine-kultur, hvor man lavede små hjemmeproducerede magasiner, har påvirket dagens fanpodcasts. Find dagens podcasts her: Harry Pottcast: http://aasr.dk/series/harry-pottcast/ Song by Song: http://www.songbysongpodcast.com/home/ Baker Street Babes: http://bakerstreetbabes.com/ Gilmore Guys: http://www.gilmoreguysshow.com/ Medvirkende: Lucia Odoom, Amalie Hermansen og Nanna Bille Cornelsen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - skumringspimper, ord og reformation

Fortællingen om hvordan en lysindretning kom til at hedde en skumringspimpe, kan du høre i udsendelsen, hvor jeg også møder Kirsten Marie Øveraas og Néné La Beet, der laver sprogpodcasten 'Godt Ord'. De synes der er alt for meget brok i sprogdiskussionerne og vil istedet gerne formidle sprogglæde og ordopdagelseslyst. I podcasten fortæller de blandt andet om hvordan sproget opretholder magtrelationer, hvor mange synonymer 'slyngel' har og hvor ordet 'fuck' egentlig kommer fra. Hør Godt Ord: http://godtord.podbean.com/ I år er det 500 år siden Luther slog de 95 teser op på kirkeporten i Wittenberg, og i Danmark bliver reformationen fejret og fortalt med foredrag, koncerter, teater, udstiller - og en podcast. Jens Oddershede, formand for Præsidiet for Reformationsjubilæet fortæller, at podcasten skal tiltrække et yngre publikum og forklarer hvorfor det stadig er vigtigt at tale om reformationen. Og så tager jeg ind til reformationskirken på Nikolaj Plads i København, hvor de to podcastproducenter Anders Olling og Hans Erik Havsteen fortæller om podcasten og om hvordan de stadig ser masser af tro og religion i Danmark - den udfolder sig bare ikke i kirkerne. Hør Kongerækkens reformationspodcast i fire afsnit: http://luther2017.dk/om-reformationen/podcast/ Medvirkende: Kirsten Marie Øveraas, Néné La Beet, Jens Oddershede, Anders Olling og Hans Erik Havsteen. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - den forsvundne fitnessguru og dobbeltmordet

Man skal forestille sig noget a la Ole Henriksen på speed. En mand med et pur af rødbrunt hårkrus om det solbrændte ansigt, og som regel iført meget korte stærktfarvede shorts og en matchende tanktop med glitrende Swarovski krystaller. Richard Simmons er en flamboyant skikkelse i amerikanske popkultur, og han har siden 70erne skabt en indbringende forretning på vægttabsmetoder og fitness. P1 podcaster handler i dag om podcasten Missing Richard Simmons, der er lavet af Simmons ven Dan Taberski. Ingen har nemlig hørt fra fitnessguruen i 3 år og han svarer hverken telefon, dørklokke eller mail. Teorierne er mange: Bliver han holdt som gidsel, er han udsat for sort magi, har han en depression pga sin hunds død, er han ved at gennemgå en kønstransformation...eller har han måske bare trukket sig væk fra verden? Udsendelsen ser blandt på hvad man kan tillade sig, når står med en historie, der er så god, at den får det til at krible hele vejen op og ned ad fortællingsnerven. Hvor dybt må man grave i folks privatliv, når de ikke selv har sagt ja til at være med? Hvad må man sige om folks personligheder, sygdomme, handlinger eller opvækst? Og hvor meget kan man spekulere i hvad der er sket og hvem, der har gjort hvad? Det er også overvejelser som holdet bag den nye DR-podcast Dobbeltmordet hele tiden bliver konfronteret med - selv om deres hovedpersoner blev myrdet i 1948. Podcasten undersøger de mange teorier, der gennem årene er opstået om mordene. De har bedt offentligheden om hjælp til opklaringen, og taler med mennesker, der har brugt år på at sætte sig ind i sagen. Og for dem er både forbrydelsen og hovedpersonerne i høj grad stadig levende. Hør Missing Richard Simmons: https://www.missingrichardsimmons.com/. Læs anmeldelsen i Wired: https://www.wired.com/2017/02/making-richard-simmons/. Hør Dobbeltmordet: http://www.dr.dk/radio/drpodcast/serier/dobbeltmordet Medvirkende: Julie Thing. Vært Susanna Sommer.

P1 podcaster - Videnskab i lyd

I dag drager P1 podcaster ud i videnskabens verden - derude hvor ting kan måles og vejes, de mindste bygggested bliver studeret og hvor det bugner med gode fortællinger. Jeg kaster et blik tilbage på de allerførste podcastdage og fortæller om en af de mest populære amerikanske podcasts - Radiolab. Komponisten og dokumentaristen Jad Abumrad har fundet sammen med den ældre videnskabsjournalist Robert Krulwich i et knarvoren radiokærlighedsforhold og de har udviklet et timelangt naturvidenskabeligt program. Radio som man sjældent hørt magen til. Det er tilbagelænet, stramt, sjovt, musikalsk, nørdet, formidlingslystent, uforudsigeligt og fyldt med fascinerende historier. Lyt til Radiolab her: http://www.radiolab.org/ Du kan også høre om ny dansk podcast, som Jais Baggestrøm Koch producerer for hjemmesiden videnskab.dk. Han er konservatoriestuderende og journalistuddannet - og synes at musik, sprog og lyd går op i en højere enhed, når han laver podcasts om alt fra internettets mørke kryptomarkeder og ålegræs til HPV-vaccine og salamiforskning eller undersøger om voksne ville blive traumatiserede af at blive født. Hør Videnskab.dks podcast her: http://videnskab.dk/s?query=podcast&f[0]=created%3A2017 Medvirkende: Jais Baggestrøm Koch. Vært: Susanna Sommer.

P1 podcaster - Voksen ABC og Jonathan Safran Foer

Champagne, courage og chance var mine bud på en håndfuld voksenord med C, da jeg mødte Rachel Lewin Rukov og Cecilie Falgren Rubini - kvinderne bag den nye podcast Voksen ABC. De sætter bogstav for bogstav ord, undren, overvejelser og personlige historier på livet, som det former sig, når man har etableret sig med børn, realkredit, arbejde og kærlighed. I de foregående epiosder har ordene på disken blandt andre været angst, alenetid, afmagt, ansvar, børn, bryster, beslutninger og bagklog. Og det har resulteret i associationsdiskussioner og personlige fortællinger om alt fra fertilitet og uønsket hårvækst til vodkatamponer og parforholdskriser. Og i dagens udsendelsen taler vi blandt andet om hvorfor de helt almindelige historier fra hverdagen er vigtige at dele og om hvorfor det er svært at være voksen. Find Voksen ABC her: https://itunes.apple.com/dk/podcast/voksen-abc-podcast/id1202819406?mt=2 Du kan også møde den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer i dagens udsendelse. I hans seneste bog er hovedpersonen Jacob ivrig podcastlytter, fordi det giver mulighed for at give historien ekstra dybde. Og så anbefaler Foer en håndfuld podcasts, som efter hans mening helst skal høres mens man går, fordi det giver en helt særlig indsigt at bevæge sig gennem viden. Du kan høre romanpersonen Jacobs - og Jonathan Safran Foers - yndlingspodcast her: Hardcore history: http://www.dancarlin.com/ Radiolab: http://www.radiolab.org/ Invisibilia: http://www.npr.org/podcasts/510307/invisibilia Reply all: https://gimletmedia.com/reply-all/ 99% invisible: http://99percentinvisible.org/ Medvirkende: Rachel Lewin Rukov, Cecilie Falgren Rubini og Jonathan Safran Foer. Vært: Susanna Sommer.