Tilfredshed med selvbetjent bibliotek
26. feb. 2008 09.37 SilkeborgLånere og bibliotekarer i Gjern er så tilfredse med deres selvbetjente biblioteksfilial, at forsøget nu bliver permanent.
Biblioteket i Gjern har det seneste års tid holdt åbent uden en eneste bibliotekar til stede hver onsdag og fredag, og alle hverdagsaftener helt indtil klokken 10, og det har vagt jubel hos brugerne.
Folkekrav
- Det har nærmest været et folkekrav i Gjern, at det skulle fortsætte, siger projektleder Mogens Larsen.
Brugerne låser sig ind på biblioteket med chippen i deres lånerkort og kan gå rundt og søge i og låne materiale, nøjagtigt ligesom når det er bemandet med bibliotekarer.
Nye brugere
Den mulighed har givet mange nye brugere.
- Tidligere har biblioteket haft åbent i få timer, og derfor var der mange, der var afskåret fra at bruge biblioteket, blandt andet på grund af deres job. Men nu kan de komme, når de selv har tid. Der er også dagplejere, der tager børnene med på biblioteket, for nu har biblioteket åbent, når de har brug for det, siger han.
Tyveri og hærværk
Indtil nu har det selvbetjente og bibliotekarløse bibliotek ikke været udsat for tyveri eller hærværk, men de er forberedte på langfingrede luskebukse.
- Vi registrerer, hvem der kommer og går og tager et billede af dem. Det gemmer vi på en computer, som kun vi har adgang til. Så kan vi vende tilbage og se, hvem der har været på biblioteket på et hvilket som helst tidspunkt, siger Mogens Larsen.
Bibliotekerne i Silkeborg overvejer nu, om ideen om den selvbetjente filial også kan bruges på lokalbiblioteket i Them.