Børnene skal have engelsk i 1. klasse
15. maj 2010 08.04 Tønder
How are you?
I am fine...
Sådan kan lille Mads på seks år fra næste skoleår svare sin engelsklærer.
Et nyt lovforlag vil gøre det muligt, at skolerne kan undervise i engelsk i 1. og 2. klasse. Det skriver Jydske Vestkysten i dag.
På det tidspunkt er eleverne blot seks år gamle.
Eleverne får et forspring
I Tønder Kommune har poltikerne allerede godkendt, at Øster Højst Skole og Jejsing Skole kan undervise de helt små i engelsk fra næste skoleår.
"På den måde vil man give eleverne et forspring den dag, det skal bruges i deres ungdomsuddannelse og i deres voksenliv i forbindelse med arbejde."
Henrik Mehlsen, formand for børn og skoleudvalget, Tønder Kommune
- På den måde vil man give eleverne et forspring den dag, det skal bruges i deres ungdomsuddannelse og i deres voksenliv i forbindelse med arbejde. Det er jo blevet en international verden, siger formand for børn og skoleudvalget, Henrik Mehlsen (S).
Privatskolerne gør det allerede
Og skolerne i Tønder vil ikke være de eneste, der underviser seksårige i engelsk fremover. Det mener formand for SproglærerForeningen Ingrid Stuart.
Mange privatskoler tilbyder nemlig allerede tidlig sprogundervisning, og det tiltaler forældrene, påpeger hun.
Men hun er alligevel lidt tilbageholden i forhold til, hvornår de små skal lære engels.
- Vores holdning er, at det ikke skal være alt for tidligt. Det støder imod det med, hvornår deres modersmål er på plads. Omvendt er vi i konkurrence med privatskoler, der lever højt på, at jo før eleverne får fremmedsprog, jo bedre, siger Ingrid Stuart.
Hvad mener du?
Skal eleverne undervises i engelsk fra de er seks år gamle?
Deltag i debatten herunder og i afstemingen øverst.