Lærervejledning
Trafik er den største fare for unge. Hver uge må en politimand tage hjem til forældre for at fortælle dem, at deres barn er blevet dræbt i trafikken. Det er statistisk set den største årsag til dræbte og kvæstelser blandt unge.
Kampagneværkstedet
DR, Rådet for Sikker Trafik og Trygfonden er gået sammen om en landsdækkende kampagne om trafik til unge, som starter i januar 2012. Kampagnen har flere spor. Et af dem er et undervisningsforløb til elever i udskoling med titlen: "Kampagneværkstedet".
Kampagneværkstedet indeholder et undervisningsforløb, der gennemføres på seks til ti timer (tre til fem moduler). Forløbet er rettet mod faget dansk, og dækker samtidig fællesmål for "Faghæfte nr. 48: It- og mediekompetencer" og "Faghæfte nr. 20: Færdselslære".
I undervisningsforløbet skal eleverne lave en kampagnefilm eller skrive et læserbrev, som med udgangspunkt i deres hverdag skal være med til at redde kammeraters liv. Som udgangspunkt er målgruppen klassekammeraterne i klassen.
Forløbet munder ud i en konkurrence, men hjemmesiden og undervisningsforløbet kan naturligvis også bruges uden for konkurrenceperioden.
Undervisningsforløb
Forløbet på hjemmesiden er inddelt i fire enkle og overskuelige faser:
1. Research
2. Produktion af kampagnefilm (eller)
3. Produktion af læserbrev
4. Konkurrence
I fase 1 skal eleverne researche sig frem til et trafikproblem (fx manglende cykelhjelm). Det sker med et spørgeskema i klassen. Dernæst skal de arbejde med målgruppen.
I fase 2 og 3 skal eleverne producere en (lomme)film eller et læserbrev. Det sker for filmens vedkommende gennem brainstorming, storyboard, optagelse og klipning. For læserbrevets vedkommende er det med en række gode råd til opbygning af læserbrev.
I fase 4 kan eleverne deltage i en konkurrence. Det sker ved at uploade filmen til YouTube, eller få placeret læserbrevet i et medie og sende et link til os. På hjemmesiden finder du vejledninger til det.
Se liste over trinmål for Kampagneværkstedet
Hvorvidt du inddrager alle fire faser er individuelt. Hvis du kun har fem timer (tre moduler) til rådighed, er det oplagt kun at lave læserbrevsdelen.
Sådan gør du: Kort vejledning til at komme i gang
Start med en kort introduktion til Kampagneværkstedet og undervisningsforløbet. Vis eleverne hjemmesiden, og de forskellige faser, som de skal igennem.
Lav en brainstorm i klassen med udgangspunkt i "Tag chancen, bare ikke i trafikken". Få eleverne til at skrive så mange stikord som muligt ned i løbet af 5 minutter.
Derefter sammenlignes stikordene med sidemandens. Klassens viden samles på tavlen.
Forslag til arbejdsgang
Efter elevernes niveau og interesser kan opgaverne løses individuelt eller i små grupper. De skal vælge, hvorvidt de vil lave en film eller skrive et læserbrev.
Hver enkelt elev kan med fordel have en logbog ved hånden undervejs i hele forløbet til at nedfælde ideer, definitioner, budskab mm.
Fase 1: Research
Fælles gennemgang i klassen om hvordan spørgeskemaer oprettes. Spørgeskemaer laves og besvares, og klassens trafikproblemer belyses.
I plenum gennemgås og diskuteres målgruppen. Brug bl.a. de forskellige film på hjemmesiden og find korte læserbreve fra aviser og magasiner til at diskutere målgruppen.
Dernæst skal grupperne eller den enkelte elev formulere deres budskab til deres film eller læserbrev.
Fase 2: Lav en film
Elever, der vælger at lave en film samles, og brainstormdelen gennemgås fælles. Vis de forskellige eksempler på film og lad grupperne brainstorme - lad grupperne max bruge 25 min. på brainstorming. Når de har valgt deres ide, skal denne formuleres.
Storyboard gennemgås fælles. De forskellige eksempler på storyboard vises i klassen, og de enkelte grupper går derefter i gang med deres eget storyboard.
Til slut skal filmen optages og klippes. Hvis eleverne ikke har kendskab til redigering, kan man med fordel give dem en opgave i dette, før de går i gang med at redigere deres egne optagelser. Tjek evt. EMU: Lommefilm på mobilen (http://www.emu.dk/elever4-6/vaerktoej/lommefilm/index.html)
Fase 3: Skriv et læserbrev
Elever, der vælger at skrive et læserbrev samles, og punkterne for læserbreve gennemgås fælles. Vis eksempler på forskellige læserbreve, og diskuter budskabet, indholdet og valg af sætningsopbygning (dramatisk, beskrivende, statistisk, henvisninger mm).
Herefter går eleverne i gang med at skrive læserbrevet.
Når det er færdigt skal det offentliggøres i et relevant medie fx lokalbladet, aviser, magasiner, blogs, facebook mm.
Fase 4: Deltag i konkurrencen
Følg retningslinjerne på hjemmesiden for at deltage i konkurrencen. I konkurrencen kan man vinde biografbilletter til hele klassen.
Film og læserbreve skal være indsendt senest den 30. april 2010, og vinderne offentliggøres 15. maj 2012.
Er konkurrencen afsluttet, så kan eleverne som afslutning på forløbet offentliggøre og fremlægge det, de har produceret og lært, for klassen, forældre eller en anden klasse.