Dialekter
Danmark er et ganske lille land, men alligevel har vi en masse forskellige dialekter.
For eksempel er der kæmpe forskel på, hvordan man snakker i Rønne på Bornholm og Sønderborg i Sønderjylland. Og i København taler de lokale helt anderledes, end man gør i for eksempel Aalborg.
Alligevel mener mange sprogeksperter, at de danske dialekter er truet. At ungdommen mere og mere lægger deres lokale tungemål fra sig, fordi de synes, det er for bondsk og gammeldags.
Det sker for eksempel på Bornholm, hvor mange børn gør alt for at tale rigsdansk. Det betyder blandt andet, at de lokale amatørteatre har temmelig svært ved at finde skuespillere til børnerollerne, når replikkerne skal siges på syngende bornholmsk.
Medierne er medskyldige
Ifølge sprogeksperter er de landsdækkende radio- og tv-stationer også en del af forklaringen på, at dialekterne er under pres.
For studieværter og speakere bliver trænet i at tale med så lidt dialekt som muligt. Og det påvirker i høj grad den måde, unge taler på.
Derfor er det muligt, at dialekter i fremtiden kun vil blive talt af de ældste - og dermed langsomt dør ud.