Jordskredsvalget
Sejr til de nye - bredside til de gamle partier
Valget i 1973 betegnes som det mest afgørende valg i den nyere Danmarks-historie. Aldrig havde så mange vælgere flyttet så mange mandater på én gang som ved dette valg, der fik navnet Jordskredsvalget.
De etablerede partier fik en kæmpe lussing og mistede 60 mandater. Socialdemokraterne mistede 24 mandater, hvilket var en tredjedel af gruppen, SF og De Konservative blev halveret, og Venstre måtte vinke farvel til otte ud af 30 mandater.
Til gengæld kom fem nye partier ind, så der nu var 10 partier i stedet for fem.
De nye partier
Der var de helt nye partier Fremskridtspartiet, Centrums-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, der tilsammen fik 49 mandater.
Størst var Fremskridtspartiet med Mogens Glistrup i spidsen. Men også den tidligere socialdemokrat Erhard Jakobsen trak store stemmetal til sit nye parti CD. Det var hans udeblivelse fra en afstemning i Folketingssalen, der udløste valget.
Ud over de tre helt nye partier blev de to gamle partier Danmarks Kommunistiske Parti og Retsforbundet valgt ind efter længere tid ude i kulden.