RaaSool
Afgangsspil 2011
Prøv årets spil fra DADIU - det danske spilakademi.
RaaSool er et point-and-click adventure-spil. Du spiller solen (RaaSool) fra et andet univers. RaaSool er faldet ned, og du skal hjælpe ham op på plads i igen, så han kan skinne. På vejen møder du mærkelige væsener og usædvanlige steder.
Sådan gør du
Bevæg dig rundt ved at pege med musen og klikke.
Klik på RaaSool for at ændre tid mellem fortid og nutid.
Nogle af tingene kan klikkes på og bæres.
Når RaaSool bærer tingene, kan de flyttes gennem tiden.
Tænk på hvordan tingene udvikler sig over tid for at løse nogle af gåderne.
OBS!
Spillet kræver en Unity-viewer. Hvis din computer ikke har den i forvejen, vil du blive bedt om at installere den når du vil spille spillene.
At skabe det æteriske spil
-Af Isaac Lenhart, ITU-studerende
Eller hemmeligheden bag, hvordan en fantasifuld gruppe af spiludviklere samarbejder i harmoni for at skabe det distinkte kunstspil ’RaaSool’.
For den erfarne computerspiller følger langt de fleste spil forudsigelige mønstre: de retro-pixelerede 2D-spil, de strategiske krigssimulationer set fra oven, de adrenalin-pumpende skydespil og resten af spilindustriens slidte genretravere.
Mange spildesignere er opfostret med den slags spil pakket i kasser, så det overrasker ikke, at når mange af dem får muligheden for at lave et nyt spil, så ender deres nye spil indenfor selv samme genrer. Men det er heldigvis ikke altid tilfældet, hvilket et visionært udviklerhold fra spilskolen DADIU beviser i år.
At skabe en vision
Forestil dig, at solen er en strålende, lille dreng iført en lysende maske. Drengen er faldet ned fra den lilla himmel og havnet på Jorden, så han har brug for at komme hjem. Omkring ham blomstrer en sær verden holdt i en farvepalette af blød purpur, livlig rød og sprød grøn. Luften er fyldt med meditativ musik og glimtende sommerfugle. Velkommen til RaaSool verden, hvor spilleren har frie hænder til at udforske og forandre verden samt manipulere med tiden for til sidst at få sol-drengen til at vende tilbage til sin himmel.
RaaSool -holdet er ikke tvivl, når de skal beskrive spillets stemning:
”Det er abstrakt, så det handler mere om en følelse. Jeg tror hele pointen er, at vi ikke vil fortælle noget, vi vil have spilleren til at opleve historien.” siger spillets projektleder August Jørgensen.
Spillets instruktør, Claudia Stræde, supplerer:
”Med RaaSool går vi efter nysgerrige spillere. Det her er et spil, hvor du sætter dig ned og giver dig god tid. Du er nødt til at være nysgerrig og klikke over det hele for at løse gåderne. Måske har det ikke noget med selve spillet at gøre, men i det mindste får du en flot og stemningsskabende animation.”
Holdet har på dristig vis valgt en kunstnerisk tilgang til det visuelle udtryk, som de selv kalder ”lo-fi”: som science-fiction skildret med kantede former og basale geometriske figurer.
”Vi valgte stemningen og det særlige 3D-udseende, fordi både Claudia og jeg ønskede at bevæge os væk fra den realistiske 3D-grafik og i stedet udtrykke os ved hjælp af simplere former. Resten af holdet blev grebet af idéen, så det gik vi videre med. Når man kombinerer det med at tænke i science fiction-begreber, virker lo-fi som en meget rammende beskrivelse for, hvad vi prøver at opnå.” siger spillets grafiker Stephanie Degiorgio.
August Jørgensen tilføjer, at ”det aldrig er blevet gjort på den her måde før. Det handler om følelsen, denne her ”lo-fi”-følelse, som vi prøver at ramme. Det er noget, vi mener, er nyt og anderledes.”
Et hold der spiller sammen, bliver sammen
Med en så klar vision for et spil kan man med rette forvente et topstyret, og stramt diktatorisk projektledelse anført af en enkelt auteur. Men alle holdets medlemmer siger, at de har fokuseret meget på at blive enige, og at alle idéer er blevet diskuteret. Holdet arbejder tydeligvis solidt sammen og det smitter i høj grad af på spillet, der får en mere harmonisk følelse. Det lader til at have været sådan fra begyndelsen.
”Vi forberedte os i lang tid,” forklarer Claudia. ”Vi var to programmører og fem-seks mennesker, da vi startede. Det var en meget demokratisk måde at opfinde et spil på. Vi begyndte med en central spilmekanisme, som handlede om at bevæge sig frem og tilbage i tiden. Vi var lige begyndt på at brainstorme og havde holdt en tre-fire møder. Alle fandt på idéer, og det er selvfølgelig derfor folk er engagerede, fordi alt i spillet er lavet af alle. Det var en meget demokratisk proces.”
Resultatet er blændende. RaaSool imponerer med sit nuancerede grafiske udtryk, en fremragende lydside og oser af detaljerigdom. Det strålende spilmæssige håndværk understreges af den afslappede og sensuelle atmosfære, som beder spilleren om at ”tage den med ro og udforske spillets verden”. Det har tydeligvis krævet, at hele holdet arbejdede frem mod den samme vision.
Fremtiden
Spilskolen DADIU er bare det første skridt for udviklerne, fordi holdet glæder sig til at fortsætte og til at lave flere nye baner og mere indhold til RaaSool. De håber på at kunne få spillet distribueret gennem f.eks. verdens største online-butik for spil kaldet Steam, så de kan få deres vision spredt ud i verden.
”Det tager lang tid,” siger August Jørgensen, fordi han vil have, at spilleren skal være spændt og tænke: ”Jeg vil nå den næste bane, jeg vil opleve noget nyt, hver eneste gang jeg starter spillet.”
Spilinfo
RaaSool
Udviklerhold: RaaSool
Findes til PC og Mac
