Den 20. februar 1948 ankommer husassistent Asta
Hansen som sædvanligt til sit arbejde i hjemmet
hos hr. og fru kontorchef Jacobsen på Peter Bangs
Vej 74. Da hun kommer ind i lejligheden, finder
hun liget af kontorchefen i herreværelset og fru
Inger Margrethes lig i soveværelset.
Læs mere herunder.
Ligene
Vilhelm Jacobsen blev fundet liggende på ryggen på gulvet i herreværelset, hans overkrop var dækket af tæpper, og over ham var anbragt en ødelagt lænestol. Ved hans hoved lå en spadserestok, og om halsen var der bundet håndklæder, dog ikke stramt nok til, at han kunne have været kvalt derved. Under hans hoved lå en pude. Rundt om liget lå diverse effekter, som sandsynligvis var væltet på gulvet fra de omkringstående møbler i forbindelse med mordet. Blandt dem et par smadrede briller.
Vilhelm Jacobsens ene håndled var skåret over. Derudover havde han modtaget en hel del slag i ansigtet med et stumpt instrument, som havde forårsaget voldsomme skader og i sidste ende kostet ham livet.
Inger Margrethe blev fundet i soveværelset mellem sengenes fodende og klædeskabet. Hun var fuldt påklædt, men kjolen var trukket et godt stykke op under hende, så man kunne se hendes undertøj og hofteholder. Også hun var dækket af dyner på overkroppen, og under hende lå ligeledes en pude. Som Vilhelm var der også på hende et håndklæde, og på ryggen var ligeledes anbragt en stok.
Hun havde flere store sår i baghovedet efter stump vold, og
det var disse læsioner, som var dødsårsagen. Da man fandt liget,
var der meget lidt blod tilbage i kroppen.
Spor i lejligheden
Der blev kun fundet enkelte handskeaftryk i lejligheden og i
det hele taget bar den præg af, at der var blevet ryddet
grundigt op efter mordene. Morderen eller morderne havde altså
taget sig god tid til at fjerne eventuelle spor og (muligvis)
placere nye. Flere af beboerne i opgangen fortalte da også
efterfølgende, at der havde været larm fra lejligheden
hele aftenen og helt ind på natten - vandet i lejligheden
havde løbet i længere tid og over flere omgange
og der var også fra underboernes lejlighed registreret
tunge skridt oppe hos Jacobsens.
Der blev dog fundet mystiske spor, som kan have være bevidst
plantet der. På en radiotor lå bl.a. en mystisk
opstilling af nogle kamme, ørenringe og stifttænder
tilhørende Inger Margrethe. Og på og ved ligene
var placeret en stok, som var hentet fra et stativ i gangen,
hvor der stod en hel del stokke. Disse to havde tilhørt
henholdsvis Inger Margrethes far og mor. Var de mon nøje
udvalgt?
Hvad lavede håndklæderne på halsen på
de to lig, og hvorfor var de dækket over? Hvorfor havde
man skåret Vilhelm Jacobsens håndled over og hvad
lavede puderne under ligene? Mordstedet var nøje tilrettelagt
- spørgsmålet er, om disse spor blot skulle forsøge
at forvirre politiet. Faktum er i hvert fald, at dobbeltmordet
forblev uopklaret.