Vilhelm Jacobsen arbejdede i konfektionsfirmaet
English House. Hans kone, den 53-årige Inger Margrethe
Jacobsen, passer husholdningen i parrets herskabs-lejlighed.
De havde ingen børn.
Læs mere herunder.
Inger Margrethe Jacobsen
(1.6.1895 -19.2.1948)
Inger Margrethe var hjemmegående husmor, men hun havde ikke nær så meget at gøre med husholdningen, som størstedelen af husmødrene på den tid. Hun havde fast hushjælp, som tog sig af den grovere del af rengøringen, så det var primært forberedelse af måltider og arrangement af middagsselskaber og lignende, der optog hendes hverdag. Hun gik også på visitter hos andre damer og familie. Hun var en fin dame, som også var stolt af sin mand og hans indkomstforhold, hvilket til tider irriterede nogle.
Inger Margrethe blev af bekendte af familien beskrevet som en
kvik og livlig dame. Hun var en meget talende person og åben
af natur, og hun havde det med at blande sig i samtaler, hvor
hun var til stede. Hun havde et humoristisk sind, som til tider
ligefrem kunne være lidt vovet for datidens normer. Venner og
bekendte lod ingen tvivl tilbage om, at hun stadig var meget
forelsket i sin mand. Inger Margrethe og Vilhelm fremstod for
omverdenen som et par, der var både omsorgsfulde over for hinanden
og meget lykkelige sammen.
Men der var også dem, der mente, at Inger Margrethe havde en
udstråling, der kunne give indtryk af, at hun var en erotisk
kvinde, ligefrem en flirt over for mænd. Inger Margrethe og
Vilhelm fik ingen børn sammen, men nogle mener, at Inger Margrethe
fik et barn uden for ægteskabet, før Vilhelm Jacobsen kom ind
i billedet. Dette er dog aldrig blevet bekræftet.
Vilhelm Jacobsen (født 26.12.1893, død 19.2.1948)
Vilhelm Jacobsen var en dygtig kontorchef i English House, og
han passede sit arbejde punktligt. Han tjente ganske flot efter
datidens forhold, og han nød respekt fra cheferne i firmaet
Carl Holten, som ejede English House, og hvor han egentlig var
ansat.
Vilhelm Jacobsen var umiddelbart den diametrale modsætning til
sin kone. Han blev af kolleger og bekendte beskrevet som en
meget indesluttet person. Han var dog imødekommende og venlig,
når man opsøgte ham, men han blev opfattet som svær at komme
ind på livet af. Man vidste aldrig helt, hvad han mente, og
der var da heller ikke nogen, der rigtig kunne fortælle om hans
sympatier under krigen. Han kastede sig generelt ikke ud i mere
dybtgående diskussioner, og han blev af nogle beskrevet som
fåmælt.
Man ved dog om Vilhelm Jacobsen, at han var meget begejstret
for at spille på heste og ofte kom på travbanen, og det er også
blevet antydet, at han spillede med ulovlige bookmakere, når
han var derude. Derudover spillede han gerne bridge med venner
og familie, og det var som regel Jacobsen, der styrede regnskaberne
i spilleklubberne.