Dansk atletik-formand raser over korruption i international atletik

Man har talt om kærligheden til sporten, men ført os alle bag lyset, siger atletikformanden.

Raseri. Forargelse.

Det er voldsomme reaktioner, som kommer fra formanden for Dansk Atletikforbund, efter at en ny rapport dokumenterer omfattende korruption i Det Internationale Atletikforbund (IAAF).

- Man har gået og snakket om kærligheden om sporten, og så har man gudhjælpemig ført os alle bag lyset. Jeg synes, det er under al kritik, siger Karsten Munkvad, formand for Dansk Atletikforbund.

Rapporten er netop blevet fremlagt af Det Internationale Antidopingagentur (Wada) som opfølgning på en tidligere rapport, der dokumenterede omfattende doping i russisk atletik.

Dansk Atletikforbund glæder sig over, at den nye rapport kaster lys over problemerne, der blandt andet handler om, at der har siddet en lille, lukket kerne omkring den tidligere præsident i IAAF, som ifølge rapporten har set igennem fingre med den russiske doping.

- Jeg er rigtig glad for, at det her kommer op til overfladen. Det kan ikke nytte noget. Vi må nulstille og starte forfra. Vi må have nogle regler, som sikrer, at sådan noget ikke kan ske, siger han.

Han peger på, at arbejdet med at få styr på organisationen og rydde op allerede er i gang - et arbejde Dansk Atletikforbund vil holde øje med. Samtidig roser han den journalist, som har fået sagen frem, og peger på, at det vil tage år, før tilliden er genoprettet.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: