Dansk løbetalent vinder guld ved U23-EM

Anna Emilie Møller og Benjamin Lobo Vedel vandt lørdag henholdsvis guld og bronze ved U23-EM i atletik.

Anna Emilie Møller, der også deltog ved OL i Rio, kan nu kalde sig U23-europamester i 3000 meter forhindringsløb. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Anna Emilie Møller levede lørdag op til sin favoritværdighed, da hun sikrede sig guldmedaljen på 3000 meter forhindringsløb ved U23-EM i atletik.

Den 19-årige løber, der er blandt Danmarks helt store sportstalenter, kom i mål halvandet sekund foran ukrainske Nataliya Strebkova, der viste sig overraskende stærk i lørdagens finale.

- Det var et kæmpestort pres for mig at være favorit i dag. Det gjaldt bare om at fokusere på det, jeg havde planlagt. Jeg blev virkelig nervøs til sidst, da Strebkova blev ved med at følge mig. Det overraskede mig meget, siger Anna Emilie Møller i en pressemeddelelse efter løbet.

Også 400-meter-løberen Benjamin Lobo Vedel formåede lørdag at sikre en dansk medalje. I finalen kom han på tredjepladsen og tog dermed bronze.

Hans tid var ikke en forbedring af tidligere tider - hvilket blandt andet skyldes en hård vind ved mesterskaberne i polske Bydgoszcz.

Men for den 19-årige løber var det medaljerne, der var altafgørende.

- Omstændighederne taget i betragtning kan tiden være lige meget. Medaljen betyder alt. Jeg mærkede vinden, allerede da jeg satte mig i blokken. Jeg kunne se på flagene, at modvinden kom på den første langside, lyder det fra Benjamin Lobo Vedel.

U23-EM har været afholdt hvert andet år siden 1997.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve