Skuffet Møller: Har aldrig oplevet noget lignende

Den danske løber Anna Emilie Møller gik helt kold ved VM, og det overrasker hende meget.

Bare 20-årige Anna Emilie Møller skulle onsdag aften forsøge at løbe sig i VM-finalen i 3000 meter forhindringsløb. Men den danske rekordholder løb tør for kræfter og måtte kæmpe sig over stregen til sidst. Det undrer en meget skuffet Møller.

- Jeg ved slet ikke, hvad der gik i min krop i dag. Jeg var slet ikke der, hvor jeg skulle være. Det var okay i første halvdel af løbet, men jeg stepper rigtig meget, fordi jeg ikke finder en ordentlig rytme. Der sker nogle ting i løbet, som man selvfølgelig skal kunne håndtere, men der er to, som styrter lige foran mig. Det bliver jeg distraheret af, og jeg må stoppe med to ben i vandgraven for ikke at vælte også, siger Anna Emilie Møller til DR.

- I anden halvdel går jeg fuldstændig kold. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg plejer altid at være der på en eller anden måde, men i dag var den der bare ikke. Det er ærgerligt, og det er den forkerte dag, men der er jo aldrig nogen rigtig dag, siger hun.

Anna Emilie Møllers personlige rekord, der samtidig er dansk rekord, lyder på 9.32,68. I VM-heatet kom hun i mål i tiden 9.44,12.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: