VIDEO Usain Bolt udgår med skade i karrierens sidste løb

Usain Bolt blev skadet og måtte opgive at fuldføre, da han løb sit sidste løb i karrieren ved VM i London.

Usain Bolt afsluttede sin fænomenale løbekarriere med et regulært antiklimaks, da mændenes 4x100-meter lørdag aften blev afviklet ved VM i atletik.

På Londons olympiske stadion løb den 30-årige jamaicaner fjerde og sidste tur for sit land, men på opløbsstrækningen måtte han stoppe op, efter at han blev ramt af en skade.

Bolt så ud til at skulle kæmpe hårdt for at vinde sin 12. VM-guldmedalje, da han indledte sin tur, og det endte altså i en kæmpe skuffelse for et af atletikkens største navne i historien.

Usain Bolt stoppede pludselig op, mens konkurrenterne drønede afsted.

Storbritannien vandt overraskende guld i 37,47 sekunder, mens USA tog sølv i 37,52 sekunder.

Japan vandt bronze i 38,04 sekunder.

11 VM-guldmedaljer

Det var første gang siden VM i 2007, at Jamaica ikke vandt VM-guld på mændenes 4x100-meter.

For ti år siden var en ung Usain Bolt med til at få sølv på distancen ved VM i Osaka i Japan.

Siden dengang har han nærmest været enerådende på 100-meter og 200-meter og altså også med Jamaica på 4x100-meter.

Usain Bolt har blandt andet vundet otte OL-guldmedaljer og 11 VM-guldmedaljer.

Tidligere ved VM i London kom dog et varsel om, at det måske er en klog beslutning at stoppe karrieren, for Usain Bolt måtte nøjes med bronze på 100-meter efter amerikanerne Justin Gatlin og Christian Coleman.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve