Dansk badmintonstjerne er blevet opereret i hjernen

Et chok er gået gennem den danske badmintonlejr ved EM i Kazan, da Carsten Mogensen blev hasteindlagt og opereret efter at være faldet om.

Carsten Mogensen er blevet opereret i hjernen, efter han faldt om torsdag. (Foto: Thomas lekfeldt © Scanpix)

OL-sølvvinderen Carsten Mogensen er blevet opereret for en udposning på en blodåre i hjernen.

Den danske badmintonstjerne Carsten Mogensen er blevet opereret i hjernen, efter at han torsdag eftermiddag faldt om på sit hotelværelse under hold-EM i den russiske by Kazan.

Mogensen, der sammen med Mathias Boe vandt OL-sølv i herredouble for fire år siden, fik på hospitalet konstateret en såkaldt aneurisme i hjernen.

- Det vil sige en slags udposning på en blodåre, og det er tilsyneladende noget, han er født med. Den er så bristet, så der er løbet blod ud i hjernen.

- Det er det, der har forårsaget, at han faldt om, og at han havde en fantastisk hovedpine, siger sportschef i Badminton Danmark, Finn Trærup, til TV 2 Sport.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: