Danske verdensettere vinder åbningskamp i Sydkorea

Mathias Boe og Carsten Mogensen var bedst i slutfasen af begge sæt mod et par fra Indonesien ved Korea Open.

Carsten Mogensen og Mathias Boe fik en optimal start på Superseries-turneringen Korea Open. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Badmintonduoen Mathias Boe og Carsten Mogensen spillede sig onsdag videre fra første runde ved Super Series-turneringen Korea Open i Seoul.

De topseedede danskere vandt 21-17, 21-17 over Berry Angriawan og Hardianto Hardianto.

Mathias Boe og Carsten Mogensen, der topper verdensranglisten, havde en enkelt gang tidligere mødt indoneserne.

Det var ved Indonesia Open i juni, hvor danskerne vandt i tre sæt.

Onsdag i Seoul så danskerne ud til at være i en relativt komfortabel føring i første sæt, men indoneserne fik med fem point på stribe bragt sig foran 13-12, og senere førte de 16-14.

Satte tingene på plads

Så strammede danskerne skruen, og med fire point i træk vandt Mathias Boe og Carsten Mogensen sættet.

I andet sæt skiftedes parrene til at have føringen frem til stillingen 15-15, hvorefter danskerne tog teten permanent og sikrede sejren.

Mathias Boe og Carsten Mogensen har to gange vundet Korea Open. Det skete i 2009 og 2014.

Alle herredoubler videre

Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen havde ikke de store problemer med at spille sig videre til anden runde.

I kampen mod hjemmebaneparret Sung Seung Na og Sang Min Lee var der aldrig den store tvivl om resultatet. Det danske par vandt i to sæt med cifrene 21-9 21-12.

Mere spænding var der i Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussens kamp mod Mark Lamsfuss og Marvin Emil Seidel fra Tyskland.

Efter overbevisende at have vundet første sæt, tabte danskerne andet sæt med 21-19. Men i tredje og afgørende var der ikke den store spænding, og med 21-11 19-21 21-13 kom Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen også videre.

I mixeddouble tabte Anders Skaarup Rasmussen til gengæld med Line Kjærsfeldt i to sæt til et par fra Japan.

Mens Julie Finne Ipsen og Rikke S. Hansen også tabte i damedoublen mod et par fra Sydkorea, mens Line Kjærsfeldt tabte sin single, ligeledes til en spiller fra Sydkorea.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve