Viktor Axelsen: VM-guld betyder ikke, jeg er den bedste

Viktor Axelsen kan mærke stor respekt efter VM-triumfen, men han forsøger at holde fokus.

Viktor Axelsen er i kvartfinalen i Japan. (Foto: Toshifumi Kitamura © Scanpix)

Han er verdensmester, han er dansk, og så er han videre til kvartfinalen i Super Series-turneringen Japan Open.

I sin første turnering efter VM-triumfen i august slog Viktor Axelsen japaneren Kenta Nishimoto med 21-17, 21-18 i Tokyo. En kamp, der blev uventet hård for Axelsen.

- Det var en forholdsvis tæt kamp, især i sidste sæt. Jeg tabte til ham sidste år, så jeg er glad for, at jeg fik revanche i dag. Det var en hård kamp, som jeg var glad for, at jeg vandt i to sæt, siger Viktor Axelsen til DR.

Den unge badmintonstjerne har haft travlt siden VM-triumfen i Glasgow. Han har kunnet mærke respekten og presset, men ellers forsøger han ikke at lade VM-titlen påvirke ham.

- Det føles dejligt at være verdensmester, men jeg forsøger ikke at tænke så meget over det, for jeg har kampe, der skal spilles, og de er min fokus, siger han.

- Selvfølgelig er der respekt fra de andre spillere og omgivelserne, det følger med en VM-titel, men det kan ikke bruges til noget, for hvis man ikke rammer niveauet, så ryger man ud. Man skal ramme sit topniveau hver gang, siger Axelsen.

En masse selvtillid

Han har dog kunnet mærke en øget selvtillid siden VM-triumfen, hvilket han forsøger at bruge konstruktivt.

- Naturligvis giver VM-titlen en masse selvtillid. Jeg er mega-glad, det er jo en drøm, der er gået i opfyldelse for mig, siger han og fortsætter:

- Men jeg ser også fremad. Jeg ved godt, at bare fordi, jeg vandt VM, betyder det ikke, at jeg er den bedste i denne uge. Jeg skal forsøge at få det bedste ud af det, og jeg er klar på at give den fuld smadder her i Japan.

Hvor det gælder kvartfinalen mod Skrikanth Kidambi fra Indien fredag. En spiller, Viktor Axelsen har stor respekt for.

- Kvartfinalen bliver en stor kamp for mig personligt, fordi min modstander er den, jeg synes, spillede bedst op til VM. Han er i mine øjne en af de bedste spillere i verden, så jeg forventer, at det bliver en hård kamp, som jeg glæder mig til.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve