Vittinghus går videre i Korea efter vildt comeback

Hans-Kristian Vittinghus overlevede seks matchbolde på stribe og spillede sig i kvartfinalen ved Korea Open.

Hans-Kristian Solberg Vittinghus er videre i Sydkorea (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Den danske badmintonspiller Hans-Kristian Vittinghus er kendt som en stor fighter, men det comeback, han torsdag leverede i Super Series-turneringen Korea Open, var alligevel ekstraordinært.

Vittinghus var bagud med 14-20 i tredje sæt af kampen mod Thailands Pannawit Thongnuam, men med en imponerende slutspurt afværgede han de seks matchbolde og tog sejren med 22-20.

Danskeren havde tabt første sæt med 16-21, men han kom godt igen i andet sæt, som han vandt med 21-16.

Andet sæt så dog ud til at have drænet Vittinghus, for han kom skidt ind i tredje og afgørende sæt.

Thongnuam dominerede fra start, og da han tilspillede sig seks matchbolde ved stillingen 20-14, var Vittinghus så godt som ude.

Men med otte point på stribe vendte han det hele på hovedet og snuppede en billet til kvartfinalen efter en sensationel slutspurt.

Her venter syvendeseedede Wang Tzu Wei fra Taiwan.

Senere torsdag skal også Anders Antonsen spille for en plads i kvartfinalerne.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve