Dansk cykelkomet sprinter sig til VM-bronze

Michael Carbel Svendgaard tog bronze i linjeløbet ved VM i cykling for U23-ryttere. Franskmand vandt guld.

Michael Carbel Svendgaard tog VM-bronze i herrernes U23-linjeløb. (Foto: CORNELIUS POPPE © Scanpix)

Danske Michael Carbel Svendgaard vandt fredag VM-bronze i herrernes U23-linjeløb ved verdensmesterskaberne i cykling i den norske by Bergen. Franske Benoit Cosnefroy vandt guld.

Franskmanden, der normalt kører for det franske AG2R-hold, kørte sammen med tyske Lennard Kämna alene i mål, og bronzemedaljen skulle derfor findes i en spurt i feltet, som den danske rytter endte med at vinde.

- Jeg ville det virkelig gerne i dag. En VM-bronze betyder alt for mig. Jeg er så lykkelig, siger Michael Carbel Svendgaard til TV2 Sport.

Ifølge holdkammerat Mikkel Bjerg var det vigtigt, at danskerne igennem løbet formåede at køre som et hold.

- Vi har mange med til allersidst, og jeg fik kørt Michael i position inden finalen, og det tror jeg også, betød meget, siger Mikkel Bjerg til TV2 Sport.

22-årige Michael Carbel Svendgaard kører til dagligt for det danske cykelhold Virtu Cycling.

Hans bronzemedalje er den anden danske VM-medalje i U23-rækken ved VM i Bergen. Tidligere i denne uge vandt Mikkel Bjerg guld i enkeltstart.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve