Dopingdømt Vuelta-vinder får millionbeløb i erstatning

Roberto Heras er blevet tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner trods en positiv epo-prøve i 2005.

Roberto Heras kan se frem til en solid økonomisk erstatning. (Foto: Str © Scanpix)

Den tidligere Vuelta a Espana-vinder Roberto Heras er blevet tilkendt en erstatning på 5,4 millioner kroner af den spanske stat i en gammel dopingsag.

Det skriver cyclingnews.com og flere andre internationale cykelmedier.

Den i dag 41-årige Heras blev i 2005 frataget den samlede sejr i det spanske etapeløb efter en positiv epo-prøve.

Vuelta-sejren blev i stedet tildelt russiske Denis Menchov, men i 2012 blev Heras atter indsat som den officielle vinder. Det skyldtes, at det senere viste sig, at reglerne ikke var blevet overholdt ved analysen af Heras' positive dopingprøve.

Vil appellere dommen

Nu er Heras ved en spansk ret blevet tildelt en kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Dopingdommen i 2005 betød, at Heras blev suspenderet og fyret fra cykelholdet Liberty Seguros.

Ifølge cyclingnews.com skriver flere spanske medier, at den nye dom sandsynligvis vil blive appelleret.

Heras vandt i løbet af karrieren Vueltaen fire gange i 2000, 2003, 2004 og 2005. Han kørte for Kelme, US Postal og Liberty Seguros.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: