Ekspert: Søren Kragh Andersen bekræfter sit store talent

Søren Kragh Andersens fornemme indsats i Tour of Qatar lover godt for fremtiden, mener Eurosports Thomas Bay.

Med sandkornene sprøjtende i øjnene kørte den 21-årige Giant Alpecinrytter, Søren Kragh Andersen, sit allerførste professionelle cykelløb gennem ørkensandet i Qatar. Og det på imponerende vis. Han blev nemlig nummer seks og endte med at vinde løbets hvide ungdomstrøje.

Mange har før vist talentet for at køre på cykel i en tidlig alder, men få har i deres debutsæson leveret på et højt niveau. Og det glæder Thomas Bay, som er Eurosports cykelkommentator.

- Det er altid svært at bekræfte det her store talent, som han uomtvisteligt har vist de senere år. Han har jo vist og lovet os, at han kan det her, men om han så også gør det, det er så en anden sag. Vi ser ofte at de her talenter har lidt svært ved det i debutsæsonen, men han gør det så i sit allerførste løb, det er jeg ikke overrasket over, men jeg er meget glad for det.

Søren Kragh Andersens og Giant Alpecins danske sportsdirektør, Morten Bennekou, har tidligere i dag udtalt, at det danske cykeltalent får muligheden for at prøve kræfter med forårsklassikerne Paris-Roubaix og Flandern Rundt. Det overrasker ikke Thomas Bay, der spår en lys fremtid for Søren Kragh Andersen.

- Nu har han bevist over for sig selv, at han kan være med på World Tour-niveau. Qatar er godt nok ikke et World Tour-løb, men det er fuld af World Tour-ryttere. Hans alder taget i betragtning, og med det han allerede har præsteret i år, sidste år og forrige år lover det rigtig godt. Han kan komme rigtig langt, vurderer Thomas Bay.

Jernvilje

Årsagen til, at Søren Kragh Andersen klarede sig godt under Tour of Qatar og kommer til at være med under forårsklassikerne, findes i den unge rytters fysiske evner.

- Det, Søren Kragh Andersen kan, er at køre cykelløb, når der er sidevind, når det er hårdt, og når man skal holde sig til. Han har også en stålsat vilje, og en ting er, at han må være i glimrende form, men så viser han også det, som kendetegner ham. Hans jernvilje, fortæller Thomas Bay.

- Det der med at sidde på første vifte i Qatars ørkenstorm, det er meget nærmere sagt end gjort. Specielt med tanke på alle de store etablerede ryttere, som han gjorde det med. Så han bekræfter, at han, udover at have et fysisk talent, også har den her jernvilje. Det er det, der har fået os til at tro på, at han kan nå rigtig langt.

Søren Kragh Andersen har lidt under to måneder til at forberede sig på at køre på de belgiske og franske brosten i det at udgave nummer 100 af det belgiske landevejsløb Flandern Rundt afvikles d. 3 april, mens Paris-Roubaix køres d. 10 april.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: