Fuglsang holder sig fremme i Oman

Jakob Fuglsang hænger på i toppen med en syvendeplads på onsdagens etape, som Edvald Boasson Hagen vandt.

Jakob Fuglsang ligger på syvendepladsen i Tour of Oman. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Cykelrytteren Edvald Boasson Hagen fortsætter med at vise storform.

På anden etape af Tour of Oman var Edvald Boasson Hagen hurtigst af alle efter stærk og kontrollerende kørsel frem mod målstregen.

Med etapesejren overtog den norske Dimension Data-rytter også den samlede føring fra Bob Jungels.

Nummer to på anden etape blev Astanas Vincenzo Nibali, mens italienerens danske holdkammerat Jakob Fuglsang kom ind på syvendepladsen uden at tabe tid.

Danskeren ligger nummer ni i den samlede stilling, blot ti sekunder efter Edvald Boasson Hagen.

Anden etape af Tour of Oman var relativt flad, men med en forholdsvis stejl stigning op mod mål.

På stigningen var nordmanden dominerende og fortsatte dermed takterne fra Tour of Qatar i sidste uge, hvor en uheldig punktering kostede ham den samlede sejr.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: