Jakob Fuglsang får kaptajnrolle i næste års Tour

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang får en kaptajnrolle i næste års Tour de France, lyder det fra hans hold.

Jakob Fuglsang får en kaptajnrolle i næste års Tour de France. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Den danske cykelrytter Jakob Fuglsang (Astana) får muligheden for at levere et stort resultat i næste års Tour de France.

Således siger Astana-sportsdirektør Dimitri Fofonov, at holdet har udset en kaptajnrolle til Jakob Fuglsang i Tour de France 2018.

- Jakob var meget stærk i år, og han var opsat på at være kaptajn i Tour de France. Han har fortjent endnu en chance i Touren, skriver Dimitri Fofonov i en mailudveksling med Ekstra Bladet.

Den italienske rytter Fabio Aru er en af de store stjerner på Astana-mandskabet, men det er endnu uvist, om han skifter hold til næste sæson.

Uanset hvad skal Fuglsang dog være Tour-kaptajn, lyder det.

- Hvis Fabio bliver på holdet, vil de komme til at køre forskellige programmer, skriver Dimitri Fofonov.

- Jakob vil ikke blive skubbet i baggrunden. Det er vores plan med ham, at han skal vinde Paris-Nice og køre på podiet i Tour de France. Jeg er sikker på, at han kan gøre det, lyder det fra sportsdirektøren.

Tour-styrt

Fofonov understreger samtidig, at det ikke var meningen, at Fuglsang og Aru skulle have kørt sammen i årets Tour de France.

Det ændrede sig dog, da Aru meldte afbud til Giro d' Italia efter et styrt, og derfor kørte de to Astana-profiler side om side i Touren. Her var det dog Fuglsangs tur til at styrte, og det betød, at han udgik undervejs.

Jakob Fuglsang har tilføjet imponerende resultater til sit cv i løbet af de seneste par sæsoner. Blandt andet blev det til OL-sølv i Rio i 2016, mens han i denne sæson tog den samlede sejr i Critérium du Dauphiné.

Fuglsang har kontrakt med Astana frem til 2019.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve