Langvad drøner igen fra konkurrenterne i Sydafrika

Annika Langvad og makkeren Ariane Kleinhans udbygger deres føring ved verdens hårdeste etapeløb for mountainbike, Cape Epic.

Annika Langvad og makker Ariane Kleinhans vandt deres tredje etapesejr i træk ved Cape Epic.

Med den tredje etapesejr i træk får Annika Langvad og hendes schweiziske makker Ariane Kleinhans længere og længere ned til konkurrenterne i etapeløbet Cape Epic.

Efter fjerde etape har parret nemlig øget den samlede føring fra 4 minutter og 28 sekunder til hele 12 minutter og 49 sekunder.

- Annika er sådan en god makker. Dagens etape handlede virkelig om teamwork, og hun var for sej, siger makkeren Kleinhans blandt andet til løbets hjemmeside.

Sprintsejr

Langvad og Kleinhans vandt fjerde etape foran Sport for Good-holdet, der er nummer tre i den samlede stilling. Sejren blev hentet hjem på opløbsstrækningen med fem sekunder.

- Jeg vidste, at Sport for Good ville køre efter etape-sejren, men det var også i vores interesse at vinde. Så jeg sagde til Ariane, at hvis hun var klar på en at sprinte, så var jeg også, siger Langvad til løbets hjemmeside.

Der resterer tre etaper af Cape Epic.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: