Sportsugen: Dansk VM-succes afgørende for OL

Banelandsholdet skal med i medaljekampen ved VM, ellers bliver det svært at tro på succes til OL, lyder det i DR Sportens podcast Sportsugen.

Danmark skal levere på den store klinge ved denne uges VM i banecykling i London. Ellers bliver det svært at være optimist ved OL i Rio.

Sådan siger Lars Bonde, elitechef i Danmarks Cykle Union, i denne uges udgave af Sportsugen, som ligger klar til fri download via dr.dk/podcast, iTunes eller blot kan høres ved at klikke her.

- Hvis man ikke er der til det VM, der ligger før OL, så får man utrolig svært ved at overbevise sig selv og andre om, at man også er medaljeemne til OL, siger Lars Bonde, der udgør ugens panel sammen med DR Sportens Henrik Liniger og Mikkel Asferg.

Hvis man ikke er der til det VM, der ligger før OL, så får man utrolig svært ved at overbevise sig selv og andre om, at man også er medaljeemne til OL.

Lars bonde, elitechef, danmarks cykle union.

Skal levere på OL-banen
Derfor skal Lasse Norman og kompagni kæmpe med om medaljerne i omnium og i 4000 meter-holdløb ved VM på den olympiske cykelbane i London.

- Om det er 2.-3.-4.-plads eller verdensmester. Vi skal være helt deroppe. Det nytter ikke, at vi flopper. Nu har vi gjort rigtig meget rigtigt, og hvis vi flopper, så ser det ikke så godt ud. Men er vi helt fremme, så er vi også inde i billedet til noget ved OL, siger Lars Bonde.

Lasse Norman går efter guldet
Største danske medaljehåb ved VM er Lasse Norman i omnium, som trods flere stærke konkurrenter har meldt klart ud, at han som olympisk mester i disciplinen helt naturligt også går efter VM-guldet.

Lasse Norman er også en del af det danske 4000 meter-hold, som desuden består af Casper Pedersen, Casper Folsach, Rasmus Quaade, Niklas Larsen og Frederik Rosenberg.

De kommer ifølge elitechefen til at kæmpe om medaljerne mod værtsnationen Storbritannien, Australien og New Zealand.

Der er ikke forventninger om medalje til Alex Rasmussen og Jesper Mørkøv i parløb, mens det for Amalie Didriksen handler om at kvalificere sig til OL i omnium. Det kræver, at hun som minimum forsvarer den ottendeplads, som Danmark indtager i den europæiske OL-kvalifikation før VM.

FCM, VM i skiskydning og Algarve Cup
Panelet i Sportsugen taler også om FC Midtjyllands svære opstart i Superligaen i foråret med to mesterskabsdueller mod AaB og FC København.

Og så bliver der også set nærmere på kvindernes fodboldlandshold, der denne mandag er fløjet til Portugal for at deltage i den prestigefyldte træningsturnering Algarve Cup.

Endelig bliver der også tippet på, hvordan Ole Einar Bjørndalen kommer til at klare sig ved VM i skidskydning på hjemmebane i Norge og så kommer panelet også omkring Danmarks Davis Cup-kamp ude mod Georgien.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: