Tour de France-hold mejet ned af bilist

Seks ryttere fra Giant-Alpecin-holdet er kørt på hospitalet efter voldsomt sammenstød med bil.

Giant-Alpecins John Degenkolb er blandt de ryttere, der er blevet kørt ned. (Foto: Yuya Shino)

En træningstur i det sydlige Spanien sluttede brat for det tyske cykelhold Giant-Alpecin, da seks ryttere blev påkørt i et alvorligt sammenstød.

Danske Søren Kragh-Andersen kører for holdet og var med på turen til Spanien, men han er ikke blandt de ryttere, der blev ramt. En anden dansker, Mads Würtz Schmidt, var inviteret med på træningslejren, ligesom også træneren Morten Bennekou er tilknyttet holdet.

Ifølge en pressemeddelelse fra Giant-Alpecin var det rytterne Warren Barguil, John Degenkolb, Chad Haga, Fredrik Ludvigsson, Ramon Sinkeldam og Max Walscheid, der kom til skade og efterfølgende blev kørt på hospitalet.

- Alle på holdet er i chok lige nu, og der er nogle store udfordringer, vi skal tage hånd om, men vi er også klar over, at vi havde heldet på vores side.

- Alle er ved bevidsthed, i stabil tilstand og til at komme i kontakt med, men vi venter på seneste nyt og at tale med lægerne på hospitalerne om den behandling, rytterne skal have, siger holdlæge Anko Boelens.

Ifølge Cyclingnews skriver en lokal avis, der citerer redningsfolk på ulykkesstedet, at uheldet skete, fordi en kvindelig, britisk bilist kørte i den forkerte side af vejen.

Giant-Alpecin kørte sidste år både Tour de France og Vuelta a España.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: