Brian Holm med store ord: Fuglsang er den snedigste af dem alle

Der bliver ikke sparet på de pæne ord, når Quick-Step Floors-sportsdirektøren Brian Holm taler om Jakob Fuglsang.

Jakob Fuglsang imponerer sportsdirektør Brian Holm, der ser danskeren som utrolig snedig. (Foto: PHILIPPE LOPEZ © Scanpix)

Danske cykelfans er stadig ikke kommet helt ned på jorden efter den flotte præstation af Jakob Fuglsang under sidste uges Criterium du Dauphine. Brian Holm kunne nyde danskerens præstation på nærmeste hold, da han var sportsdirektør for det konkurrerende hold Quick-Step Floors i løbet.

Det er i virkeligheden noget af det største, der er sket for dansk cykelsport nogensinde. Det var imponerende den måde, han kørte på, bortset fra at han slog vores mand Daniel Martin, forklarer Brian Holm.

Det er specielt én kvalitet hos Fuglsang, som imponerer Brian Holm ekstra meget, men som ikke er en ny kvalitet hos Astana-kaptajnen.

- Det lader til, at han er en anelse mere snedig end de andre. Han sidder ikke og bruger unødvendige kræfter ligesom Richie Porte eksempelvis gjorde, forklarer han.

- Det er snedigheden, der er hans største kvalitet. Han er den smarteste af dem alle. Han har et taktisk overblik, der er imponerende. Det er ikke ham, som kommer til at lukke huller. Vi har set det til Arenberg på brostenene under Tour de France i 2014, hvor han kommer hjem med Nibali. Der sidder han også, hvor han skal, siger Brian Holm.

Fuglsang var en stor medvirkende årsag til, at Vincenzo Nibali vandt Touren det år, da de på en regnvåd brostensetape smadrede alt og alle.

Se sammendraget fra Jakob Fuglsangs store brostensetape i Tour de France 2014.

Den danske Tour-kaptajns imponerende kørsel er da heller ikke gået ubemærket hen i cykelmiljøet, hvor der er kæmpe respekt omkring ham.

- Der var et par spanske ryttere fra holdet, som kom og spurgte, om jeg kender Fuglsang. Det gør jeg da. Så siger de, at de synes virkelig, han er lirens. Det er flot cykelrytter. Han er høflig i feltet. Han kører ikke og skubber. Det er en rytter, der er stor respekt om, siger Brian Holm.

Kan han vinde Touren?

Det oplagte spørgsmål, som mange stiller sig selv lige nu, er selvfølgelig, om Fuglsang kan vinde Tour de France? Brian Holm mener ikke, at danskeren er lige så stærk som konkurrenterne Chris Froome og Richie Porte, men han afviser alligevel ikke muligheden for en dansker øverst på podiet i Paris.

- Jeg tror godt, at han kan gå hen og vinde Tour de France. Jeg ville ikke spille mine penge på det, men det er cykling, og alt er muligt. Hvis der kommer et par sidevindsetaper, hvor Porte, som ikke er god teknisk, bliver sat af og Froome får halsbetændelse, så er muligheden der, griner Brian Holm.

- Bjarne (Riis, red.) vandt også Touren, selvom ingen troede på det. Ikke engang mig, som var hans holdkammerat og boede på værelse med ham. Men han vandt alligevel, så det er heldigvis cykling, og man kan godt tillade sig at bevare lidt optimisme, lyder det afslutningsvis fra den danske sportsdirektør.

Tour de France starter den 1. juli i Düsseldorf med en 14 kilometer lang enkeltstart.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve