Jakob Fuglsang er ikke helt tilfreds med, hvordan Fabio Aru kørte på bjergetapen i søndags.

Det er svært at nå til enighed, når man er to ryttere, som begge holder sig godt til i den samlede stilling. Det så man i søndags, da Jakob Fuglsang kørte fra favoritterne. Han havde et godt hul, men holdkammeraten Fabio Aru var delvist med til at lukke hullet igen.

Fuglsang har ikke snakket med Aru om epidsoden, men danskeren mener, at det godt kunne tyde på, at der nogle gange bliver glemt, at de bærer den samme trøje.

- Det kunne godt se ud til, at Aru glemmer, vi er holdkammerater af og til, men nu må vi se. Jeg vil forsøge at spørge ham om det, og så må vi se, hvad han siger. Han sidder i en anden position, end jeg gør i nogle momenter, og der kan opfattelsen af, hvordan løbet skal køres godt være forskellige, siger Jakob Fuglsang.

Med to ryttere i top fem samlet er der god mulighed for Astana til at presse Chris Froome med den rette taktik, og Fuglsang mener også, at han skal have en snak med Aru.

- Det er da klart, at jeg i hvert fald gør mig nogle tanker om, hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad der er vigtigt i forhold til næste bjergetape, siger danskeren.

- Vi skal nok have snakket sammen om, hvordan vi kan bruge hinanden bedre, fordi det er klart, at vi bliver nødt til at udnytte, at vi er to. Jeg synes, vi kan bruge det bedre, end vi gjorde på etapen i søndags, forklarer han.

Men på trods af lidt småproblemer er Fuglsang dog optimistisk omkring samarbejdet med Aru.

- Jeg stoler på ham, og jeg håber da også på, at vi på de kommende bjergetaper kan profitere af hinanden, forklarer Jakob Fuglsang.

Fabio Aru er 18 sekunder efter Froome, mens Fuglsang er 1 minut og 37 sekunder efter briten.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: