Fredagens X Games: 17-årig brasilianer jagter sin tredje guldmedalje

Mænd og kvinder. Kvalifikationer og finaler. Programmet for dag 2 ved X Games byder på det hele.

Pamela Rosa i færd med at vinde guld ved X Games i Oslo 2016. (Foto: NTB Scanpix © Scanpix)

Efter en første dag med kun tre tv-transmitterede konkurrencer fra Minneapolis venter der nu et overflødighedshorn af ekstremsport denne fredag. Vi starter allerede tidligt på aftenen og sender indtil morgenmaden er blevet indtaget lørdag morgen.

Dag 2 byder på konkurrencer fra hele palletten. Vi skal blandt andet have afviklet både Big Air og Street i både skateboard og BMX. Samtidig får vi også den første forsmag på MOTO X'erne, der i dag skal i aktion i finalen i Freestyle.

Rigtig god fornøjelse!

19.30 - 21.00 BMX Dirt kvalifikation (m)

Du kan kun nå halvdelen af Disney Sjov på DR1 inden fjernbetjeningen må føre dig over på DR3. Her skal vi have fundet finalisterne til søndagens finale i BMX Dirt.

Rytterne skal igennem en kort bane der, som navnet antyder, består af en række jordhop. De otte med de bedste flows og største tricks booker en plads i finalen. Hold øje med sidste års vinder, den 22-årige mexicansk-amerikaner Kevin Peraza der er også skal i aktion senere på aftenen i Park.

21.00 - 22-00 Skateboard Big Air kvalifikation (m)

Den første del af aftenen er forbeholdt kvalifikationer, og vi bliver ved de store tricks i luften. Denne gang er det dog ikke nogen bane, men kun en rampe og et kæmpe trick i Big Air. Skaterne skal ligeledes have barberet feltet ned til otte finaledeltagere, som skal kæmpe om guldet i den højtflyvende konkurrence.

Netop skaternes Big Air er en af de konkurrencer, som publikum og seerne har glædet sig mest til, da den blev taget af programmet sidste år på grund af dårligt vejr i Austin. Derfor kan man kun håbe, at alle stjernerne kommer til Minneapolis klar til at levere det show, vi blev snydt for sidste år.

22.00 - 23.30 Skateboard Street kvalifikation (m)

Vi bliver på skateboardet og skal have afviklet dagens sidste kvalifikation. Her skal vi helt op i den absolutte Superliga inden for ekstremsport. Superstjernen Nyjah Huston og de andre skatere skal nemlig kæmpe om en plads i lørdagens Street-finale.

Selv superstjerner skal dog igennem kvalifikationen, og det betyder heldigvis blot, at vi får Huston at se i to ekstra runs. Efter seks guldmedaljer i træk måtte den 22-årige amerikaner nøjes med andenpladsen sidste år, så det er med 100 % sikkerhed en topmotiveret Nyjah Huston, der møder op allerede til kvalifikationen.

01.30 - 02.30 Skateboard Street finale (k)

Efter en lille pause i sendingen er vi tilbage først på natten med den første kvindelige tv-transmitterede konkurrence. Det er samme venue som kvalifikationen inden, men denne gang er der altså metal på spil på Street-banen.

Her skal vi følge det brasilianske wonderchild Pamela Rosas kamp for endnu en X Games medalje. Ved X Games i Oslo 2016 vandt hun guld og blev dermed den yngste vinder i disciplinens historie.

Siden da tog hun guld i Austin sidste år og alles øjne vil derfor være rettet mod den nu 17-årige brasilianer fra Sao Jose dos Campos.

03.00 - 04.30 BMX Big Air finale (m)

Efter flere timer i selskab med de firehjulede skal vi tilbage til dem med to af slagsen. Den sidste del af natten/tidlig morgen byder på to konkurrencer på BMX, den første på Big Air-rampen.

Ved sidste års X Games tvang dårligt vejr arrangørerne til at droppe konkurrencen, og dermed skal vi helt tilbage til 2015 for at vinde den sidste vinder af BMX Big Air.

Her var det amerikaneren Colton Satterfield der løb med sejren for andet år i træk. Han er også at finde i feltet i år, klar til at jagte sin guldmedalje-hattrick.

04.30 - 05.30 Moto X Freestyle finale (m)

Vroom vroom!

Der er ikke noget, der kan gøre vores kære ekspert Rasmus Kjeldsen glad som lyden af en MOTO X-crosser, og en glad Kjeldsen er ofte ret populært hos folk i stuerne. Derfor er der god grund til at sidde klar, når Freestyle-finalen køres sent fredag nat.

Hav et tæppe klar til at dække for øjnene, når de frygtløse/vanvittige MOTO X-kørere sætter liv og førlighed på spil i jagten på X Games-guld.

05.30 - 06.30 BMX Street finale (m)

Vi slutter en fantastisk X Games-dag af med dagens tredje omgang BMX. Denne gang er det finalen i Street, der skal afgøres. Finalen sendes forskudt, og derfor er det måske værd at have in mente, at hvis man ikke vil kende resultatet på forhånd, er det nok bedste at holde sig fra de officielle X Games profiler.

Der er dog stor chance for, at de fleste allerede ved, hvem der kommer til at vinde guldet. Garrett Reynolds er den bedste BMX Street-kører i historien, og han jagteri år sin tiende guldmedalje ved X Games. Han kommer som forsvarende mester og er 'the man to beat' for resten af feltet.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve