Pas på stenene - X Games er flyttet i gigantisk glashus

Sommerudgaven af X Games er flyttet fra Austin til Minneapolis, som er værter for første gang.

U.S Bank Stadium i Minneapolis hvor de fleste konkurrencer ved X Games 2017 skal afvikles. (Foto: Stephen Maturen © 2016 Stephen Maturen)

Efter tre år med cowboyhatte og store armbevægelser i Texas er hele X Games-cirkusset pakket sammen og flyttet omkring 1.800 kilometer nord på til Minneapolis i Minnesota.

Allerede inden sidste års event blev det annonceret, at X Games ville flytte fra Circuit of The Americas i 2017 og dermed stoppede samarbejdet med den amerikanske racerbane et år før tid.

Minneapolis
  • Omkring 413.000 indbyggere (46. største by i USA)
  • Den største by i staten Minnesota
  • Bliver også kaldt City of Lakes
  • Musikeren Princes fødeby

Beslutningen var i stedet faldet på at flytte konkurrencen til det helt nybyggede U.S. Bank Stadium i Minneapolis.

Det over 5 milliarder kroner dyre byggeri var faktisk ikke engang åbnet, da beslutningen om at flytte X Games blev taget, men stod klar da Minnesota Vikings indledte deres NFL-sæson i slutningen af sommeren 2016.

Inden risiko for regnvejr

I 2016 måtte flere konkurrencer aflyses ved X Games i Austin, da de texanske vejrguder sørgede for uvejr over pladsen. Regn og glat træ på de store ramper går ikke særligt godt sammen, og derfor kunne blandt andet skaternes Big Air ikke afvikles.

Et opslag delt af X Games (@xgames) den

Det problem er man sluppet for ved at flytte eventet til Minneapolis. Både parken, street-banen, Big Air-rampen og MOTO X-arenaen er alle placeret inde i selve U.S. Bank Stadium, som er omgivet af glas.

U.S. Bank Stadium
  • Hjemmebane for Minnesota Vikings (NFL).
  • Har plads til 66.665 tilskuere.
  • Er vært for Super Bowl februar 2018

Arenaen kan bedst beskrives som en blanding mellem et almindeligt stadion og et kæmpe glashus.

Den eneste konkurrence der kan få problemer med vejret er Vert. Den rampe har man nemlig valgt at placere lige ude foran stadion, sammen med fanzonen.

Et andet aspekt af flytningen, er at X Games pludselig er blevet mere bynært.Racerbanen i Austin var ikke ligefrem en central lokation. Det er U.S. Bank Stadium derimod, faktisk ligger det helt inde i centrum med udsigt til skyskraberne i Minneapolis' skyline.

Helt alene i USAs største indkøbscenter

Der er kun en af de TV-transmitterede konkurrencer, der ikke ligger sammen med de andre. Flat Track Racing er i forvejen en lidt aparte gren af X Games-programmet, samtidig har man valgt at placere det for sig selv.

Det er dog meget naturligt, da Flat Track Racing kræver en meget lang bane og derfor på ingen måde ville kunne være på stadion sammen med resten af eventsene.

Valget er i stedet faldet på et andet af Minneapolis' vartegn, nemlig det 232.000 kvadratmeter store shoppingcenter Mall of America.

Shoppingcentret er det største målt på antal kvadratmeter og antal butikker i USA og skal altså have besøg af de toptunede motorcykler, når de kæmper om guldet i Flat Track Racing torsdag aften.

Husk du kan følge hele X Games live på DR3 fra torsdag kl. 24.00 og resten af weekenden.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve