Bendtner startede inde - og tabte

Nicklas Bendtner fik 80 minutter mod Schalke 04, men danskeren var ganske anonym i Wolfsburg-nederlag på 0-3.

Nicklas Bendtner startede og fik 80 minutter i 3-0-nederlaget. (Foto: NORBERT SCHMIDT © Scanpix)

For første gang i tre måneder var landsholdsangriberen Nicklas Bendtner lørdag tilbage i startopstillingen for Wolfsburg i Bundesligaen.

Det blev dog ikke nogen stor succes, da Wolfsburg tabte 0-3 på udebane til Schalke 04.

Det er syvende gang i træk, at sidste sæsons nummer to lider pointtab i den bedste tyske fodboldrække.

Bendtner formåede ikke at ændre det store på den statistik. Midtvejs i anden halvleg havde den 28-årige dansker et udmærket hovedstød i forbindelse med et hjørnespark, men forsøget var uden for målrammen.

Kort forinden havde Bendtner raget en advarsel til sig, da angriberen gik for brutalt ind i en tackling med knopper forrest.

Bendtner har i øjeblikket fine chancer for at opnå spilletid, da førstevalget Bas Dost er ukampdygtig med en brækket fod. Men der skal sandsynligvis leveres endnu mere, hvis hollænderen skal skubbes bag Bendtner i angrebshierarkiet.

Danskeren blev skiftet ud efter 80 minutter til fordel for det 19-årige angrebstalent Leandro Putaro.

Ved pausen styrede Schalke uden Pierre-Emile Højbjerg i truppen sikkert mod sejren.

Schalke-angriberen Klaas Jan Huntelaar åbnede efter 24 minutter med målet til 1-0, mens Johannes Geis øgede på et frispark ti minutter før første halvlegs udløb. Fem minutter før slutfløjt cementerede Alessandro Schopf 3-0-sejren.

I Hannover tabte Uffe Bech og holdkammeraterne 0-1 til Mainz, der var uden nyindkøbet Emil Berggreen. Bech spillede de første 68 minutter for de tabende værter, der indtager sidstepladsen.

Ligaens nummer to og tre fra Borussia Dortmund og Hertha Berlin stod overfor hinanden i den tyske hovedstad i et opgør, der endte 0-0.

Bundesligaens førerhold fra Bayern München møder senere lørdag på udebane Bayer Leverkusen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: