Betis fyrer træneren for anden gang

To gange inden for 25 måneder har Real Betis fyret træner Pepe Mel, der søndag blev ofret efter skidt stime.

Den spanske fodboldklub Real Betis har for anden gang fyret Pepe Mel som cheftræner.

Mere end en måned uden sejr blev søndag for meget for den øverste ledelse i den nedrykningstruede klub.

Et nederlag på 0-1 på udebane til Getafe fuldendte en skidt uge, der også bød på en nedtur mod lokalrivalerne fra Sevilla i pokalturneringen.

Med danske Michael Krohn-Dehli som målscorer blev Real Betis slået 0-2 i det første af to kvartfinaleopgør.

Anden fyring

52-årige Pepe Mel har prøvet turen en gang tidligere for godt to år siden, da han blev fyret i december 2013.

Dengang havde han ført Real Betis op fra den næstbedste række til Primera Division, hvor holdet i 2012/13-sæsonen opnåede en syvendeplads. Kort efter svigtede resultaterne, og Pepe Mel blev fyret.

Træneren var efterfølgende et smut forbi engelske West Bromwich Albion i Premier League, inden han et år senere blev genansat i Real Betis.

På det tidspunkt var klubben atter røget ud af den bedste spanske fodboldrække, men endnu en gang sikrede Pepe Mel holdet oprykning.

Sevilla-klubben er placeret på en 15.-plads med en afstand på fem point til nedrykningsstregen.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: