Angrebsstjerner sikrer PSG spinkel sejr over Chelsea

Chelsea var tæt på at slide sig til uafgjort i Paris, men tabte 1-2 på en sen scoring af Edinson Cavani.

Zlatan Ibrahimovic scorede kampens første mål på frispark. (Foto: Franck FIfe © Scanpix)

Chelsea har fortsat chance for Champions League-succes i en sæson, der ellers på så mange måder har været mislykket.

Det engelske mesterhold tabte ganske vist 1-2 på udebane til Paris Saint-Germain tirsdag aften, men Chelsea kan nøjes med at vinde 1-0 i returkampen i London for at sikre sig adgang til kvartfinalen i returkampen om tre uger.

Edinson Cavani scorede Paris Saint-Germains sejrsmål 11 minutter før tid på et tidspunkt, hvor pariserne ellers var ved at løbe tør for idéer mod Chelseas talstærke forsvar.

Hjemmeholdet havde formentlig håbet på en klarere sejr, ikke mindst fordi det lykkedes at blæse Chelsea halvvejs omkuld i kampens første kvarter.

Uden John Terry og Nemanja Matic lignede englænderne indledningsvis et hold helt uden styring, men Guus Hiddinks rutinerede tropper har prøvet den slags kampe mange gange før, og da den første storm havde lagt sig, blev det mere jævnbyrdigt.

Godt nok bragte Zlatan Ibrahimovic Paris Saint-Germain foran på et frispark, som blev rettet af i Chelseas forsvarsmur, men gæsterne bevarede roen.

John Obi Mikel, der i mere end 350 kampe for klubben kun havde lavet fem mål, sneg sig frem i det franske straffesparkfelt på et hjørnespark i første halvlegs overtid, og nigerianeren tordnede bolden i mål, da den pludselig lå for hans fødder.

Hiddink lod Diego Costa ligge alene i front, og spanskbrasilianeren leverede et stort slid som eksempel for de to kompakte blokke af medspillere bag ham.

Hjemmeholdet forsøgte at skrue op for tempoet igen fra anden halvlegs start i erkendelse af, at 1-1 ikke er noget drømmeresultat at slæbe med til returmødet i London.

Men det lykkedes kun sjældent franskmændene at tilspille sig reelle muligheder, inden indskiftede Cavani sendte bolden mellem benene på Thibaut Courtois fra en spids vinkel og sikrede en spinkel sejr.

Der er returkamp på Stamford Bridge 9. marts.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: