Bendtner-nedtur: Vraget igen

Når Wolfsburg på onsdag møder Gent i Champions League, bliver det uden Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtner er desværre ikke med på onsdag mod belgiske Gent. (Foto: Carl Recine © Scanpix)

Nicklas Bendtner er tilsyneladende ude i kulden i tyske Wolfsburg.

For anden kamp i træk har Dieter Hecking valgt ikke at udtage Bendtner, og han vil dermed ikke være en del af den trup, der flyver til Belgien for at spille den første kamp i ottendedelsfinalerne mod Gent i morgen aften i fodboldens Champions League.

Det skriver den tyske avis Bild i dag på deres website.

Ikke ude med en skade

Bendtner døjer i øjeblikket med nogle muskelproblemer, men han trænede alligevel med for fuld kraft i går.

- Det er så anden kamp i træk, at Nicklas ikke er i truppen - det tyder på, at træner Dieter Hecking har opgivet ham, siger den tyske Bild-journalist Kurt Hoddmann til BT.

For første gang i otte Bundesliga-kampe vandt Wolfsburg i weekenden over Ingolfstadt. Hecking håber, at det var et vendepunkt for tyskerne.

- Den sejr kan få stor betydning for os. Nu kan vi lægge den dårlige periode bag os, siger han.

Wolfsburg ligger i øjeblikket overraskende på ottende pladsen i den tyske Bundesliga, og klubben er derfor trængende efter en succesoplevelse.

Dog virker det som om, at tyskerne har et godt tag i de seværdige Champions League-kampe, eftersom de vandt deres gruppe, så succesoplevelsen kan måske allerede komme på onsdag.

Senest Wolfsburg var i aktion i Champions League var den 8. december, hvor de på hjemmebane slog Manchester United 3-2 i en medrivende kamp.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: