DIN CL-AFTEN De bejler begge til den historiske trone

Marco de los Reyes peger på tre ting, der er værd at bide mærke i før aftenens to kampe.

Manuel Neuer (til venstre) var med til at vinde Champions League i 2013, mens Gianluigi Buffons bedste resultater i turneringen er finaleplaceringer i 2003 og 2015.

I sidste uge blev de første fire 1/8-finaler i denne sæsons Champions League spillet, og igen i aften spilles der to, der tilmed begge er blandt de allermest attraktive. Juventus får besøg af Bayern München, og Arsenal tager imod de forsvarende mestre fra FC Barcelona.

Som på alle Champions League-kampdage udpeger jeg tre emner, der især er værd at hæfte sig ved forud for aftenens kampe, og jeg begynder med det opgør, hvor det på mere end en måde bliver spændende at følge de to målmænd.

Marco De Los Reyes

Marco de los Reyes (f. 1969) er uddannet journalist i 1996. Han har tidligere været sportsjournalist på Berlingske Tidende og er nu ansat på DR Sporten, hvor han er redaktør og kommentator. Han har dækket EM og VM i fodbold, flere Champions League-finaler, EM og VM i atletik, OL, samt adskillige andre store sportsbegivenheder.

Se profil
CL-kampe på TV i aften

Juventus-Bayern München
Vises direkte på TV3 Sport1 klokken 20.45

Arsenal-FC Barcelona
Vises direkte på TV3+ klokken 20.45

1. På jagt efter Lev Yashin

I fjor var Gianluigi Buffon fra Juventus og Manuel Neuer fra Bayern München i mine øjne verdens to bedste målmænd. Og de har begge sat et gevaldigt præg på dette årtusinde, hvor de sammen med Iker Casillas har været verdens tre bedste keepere.

Deres høje niveau betyder naturligvis, at deres præstationer kan få stor indflydelse på de to 1/8-finaler mellem de to storklubber, hvor Bayern München er klar favorit.

Men kampene er også interessante, fordi de to målmænd begge har muligheden for at overtage Lev Yashins trone som alle tiders bedste målmand.

;ev Yashin blev olympisk mester med Sovjetunionen i 1956, europamester i 1960, EM-finalist i 1964 og kåret til årets spiller i Europa i 1963. (Foto: IGOR UTKIN © Scanpix)

Med sine 38 år har Gianluigi Buffon godt nok kun få år tilbage af sin karriere, men han er efter min vurdering i løbet af det seneste år kravlet op på andenpladsen på ranglisten over de bedste målmænd i historien.

På de efterfølgende pladser har jeg i rækkefølge Gordon Banks fra England (verdensmester i 1966), Ricardo Zamora fra Spanien (på toppen i 1920erne og 1930erne) og Dino Zoff fra Italien (verdensmester i 1982.)

Manuel Neuer er fortsat lidt uden for top 5, men med præstationer som dem under VM i 2014 kommer han "buldrende i høj fart", og med sine 29 år har han desuden mange år endnu til at blive nummer et.

Min vurdering af aftenens kamp:
Juve-sejr: 30 procent. Uafgjort 35 procent. Bayern-sejr: 35 procent.
Samlet: 40-60.

2. Arsenal-Barca-finalen har 10 års jubilæum

Det er lige knap ti år siden, at Arsenal og FC Barcelona mødtes i Champions League-finalen i Paris. Arsenal tabte en jævnbyrdig kamp med 1-2 og har aldrig før eller siden været i en finale.

Barca derimod har nu vundet turneringen fem gange takket være især Lionel Messi, der efter en skadespause ikke var klar til at spille finalen i 2006, men som siden har været med til at vinde pokalen med "de store ører" tre gange.

Ronaldinho og Lionel Messi anno 2006. Brasilianeren er i dag 35 år har senest spillet for Fluminense i sit hjemland. Det er lidt usikkert, om karrieren fortsætter. (Foto: ALBERT GEA © Scanpix)

I 2006 var Ronaldinho den store stjerne, men i finalen var han ikke så god som tidligere på sæsonen, og paradoksalt nok blev finalen - viste det sig - reelt et punktum for hans storhedstid.

I perioden 2004-2006 førte brasilianeren sig ellers frem, som var han på vej til at bliver en af tidernes bedste spillere. Men han brændte tidligt ud; måske fordi han hellere ville feste end træne og være seriøs. Måske kombineret med at han i 2006 blot 26 år gammel reelt havde vundet alt.

Ronaldinho spillede i FC Barcelona frem til 2008, men de kom faktisk ikke til at savne ham. For på det tidspunkt var Lionel Messi allerede en af verdens bedste spillere og langt bedre, end de fleste havde turde håbe på i 2006.

Min vurdering af aftenens kamp:
Arsenal-sejr: 30 procent. Uafgjort 30 procent. Barca-sejr: 40 procent.
Samlet: 35-65.

3. England mod Italien

Selv om der ikke er nogen klubber fra England og Italien, som mødes i mesterligaens 1/8-finaler, er der alligevel en ret spændende duel mellem de to lande. De kæmper nemlig om at være det tredje bedste land i Europa Cup-sammenhæng.

Går det som ventet, har England Manchester City med Raheem Sterling (billedet) blandt profilerne med i kvartfinalerne, mens Arsenal og Chelsea er slået ud. Mens Italien ikke får hverken AS Roma eller Juventus med videre. (Foto: Paul ellis © Scanpix)

Det er et såkaldt koefficient-regnskab vurderet på fem sæsoners resultater, der bestemmer, hvor mange klubber de enkelte lande har med i Champions League - og Europa League. Netop nu er Spanien nummer et foran Tyskland og England. Men Italien puster England i nakken, og ser man kun på denne sæson og de tre foregående er "støvlelandet" på tredjepladsen.

England har klaret sig skidt i Champions League de senere år, og det vil derfor ikke være overraskende, hvis englænderne mister en plads. Men det vil være en kæmpefiasko.

I Europa League har begge lande tre hold med i 1/16-finalerne, og her er der et direkte opgør, idet Fiorentina og Tottenham mødes. Den første kamp i Firenze endte 1-1.

Slutter Italien efter denne sæson foran England i fem års-regnskabet, vil det dog først have virkning fra og med sæsonen 2017/2018, idet det inden en national liga-sæson skal stå klart, hvor mange europæiske pladser, der er at spille om.

Hvad har du af forventninger til i aften? Eller har du blot en kommentar? Så skriv herunder

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: