Monaco efter udsættelse: Vi må tilpasse os

Monacos spillertrup forsøger at fokusere på Champions League-kampen, der tirsdag blev udsat på grund af tre eksplosioner.

Dortmund og Monaco kvartfinale i Champions League spilles onsdag aften mindre end et døgn efter tre eksplosioner ramte Dortmunds spillerbus. (Foto: Ralph Orlowski © Scanpix)

Mens Dortmunds spillerbus tirsdag aften blev ramt af tre eksplosioner på vej til stadion, nåede modstanderen Monaco frem til stadion for at afvikle den første af to Champions League-kvartfinaler i fodbold.

Kort inden den planlagte kickoff klokken 20.45 blev kampen imidlertid udsat til onsdag aften.

- Vi fik det at vide på samme måde som alle andre. Det er en vanskelig situation. Men spillerne er professionelle, og de tilpasser sig situationen, siger Monacos kommunikationschef, Bruno Skropeta, til den franske sportsavis L'Equipe.

Dortmunds forsvarsspiller Marc Bartra blev efter eksplosionerne bragt til hospitalet, hvor han sent tirsdag blev opereret for et brud på hånden.

Da kendte politiet ikke til motivet for hændelsen, men onsdag morgen beretter efterforskere, at den kan have relation til islamister.

Ifølge flere tyske medier er der i et brev, der er fundet i forbindelse med eksplosionerne, henvist til angrebet med en lastbil på et julemarked i Berlin og tyske Tornado-flys indsats mod Islamisk Stat i Syrien.

Den udsatte kamp mellem Dortmund og Monaco skal efter planen fløjtes i gang onsdag klokken 18.45.

/ritzau/NTB

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: