Sikkerheden skærpes i München: 30 betjente vogter Real Madrids hotel

Sikkerheden er opjusteret både i Dortmund og München forud for Champions League-kampene onsdag aften.

Sikkerheden er blevet skærpet på Allianz Arena forud for Champions League-kampen mellem Bayern München og Real Madrid. (Foto: Michaela Rehle © Scanpix)

Det er ikke kun i Dortmund, at man tager alle forholdsregler, efter at klubbens spillerbus tirsdag aften blev ramt af tre eksplosioner, da truppen var på vej til stadion for at spille Champions League-kvartfinale mod Monaco.

Også i München, hvor Bayern onsdag aften tager imod Real Madrid i en anden kvartfinale, har man opjusteret sikkerheden.

Blandt andet indsatte man tirsdag aften 30 politibetjente i skudsikre veste ved det hotel, som huser Real Madrid-truppen forud for kampen.

Ifølge den tyske avis Bild blev både Bayern Münchens og Real Madrids spillerbusser kørt væk til sikre opholdssteder i løbet af tirsdag aften.

Kampen i Dortmund blev udsat til onsdag klokken 18.45. Her ventes der på Signal Iduna Arena omkring 80.000 tilskuere. Til kampen mellem Bayern München og Real Madrid er der solgt 70.000 billetter.

På begge stadioner er sikkerheden opjusteret, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve