Dansk målskytte skifter til norsk storklub

Christian Gytkjær forlader Haugesund og spiller fra den kommende sæson for de norske mestre, Rosenborg.

Christian Gytkjær har en fortid i blandt andet Lyngby. (Foto: Katrine Emilie Andersen © Scanpix)

Den danske angriber Christian Gytkjær tager et stort skridt op på karrierestigen og skifter sin norske klub Haugesund ud med mesterklubben Rosenborg.

Gytkjær er onsdag blevet præsenteret som ny spiller i den traditionsrige klub, hvor han har underskrevet en kontrakt gældende for de kommende tre sæsoner.

- Det er fantastisk. Det er det største, du kan opnå i norsk fodbold. Det er stort, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang, siger Christian Gytkjær til rbk.no.

Klar til høje forventninger

25-årige Gytkjær indledte seniorkarrieren i Lyngby, men efter skiftet til FC Nordsjælland i 2010 gik han noget i stå.

Et succesfuldt lejemål til den lille norske klub Sandnes Ulf i 2012 sparkede imidlertid nyt liv i karrieren. Året efter stod Haugesund klar med en kontrakt, og Gytkjær har siden kvitteret med 36 ligamål i 81 kampe i den bedste norske række.

Han er klar over, at han kommer under et andet pres i Rosenborg, hvor forventningerne til nyerhvervelsen er høje.

- Det skulle bare mangle at forventningerne er høje. Dette er Norges største klub, og jeg håber og tror, at vi vinder igen i år, siger han.

Rosenborg råder i forvejen over yderligere to danske spillere, Mike Jensen og Tobias Mikkelsen.

/ritzau/

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: