DBU-formand: Nu skal der styr på pengestrømmene i Fifa

Formand i DBU, Jesper Møller, vil have bedre overblik over millionerne i Fifa efter fredagens præsidentvalg.

Det internationale fodboldforbund, Fifa, fik fredag ny præsident, da schweizeren Gianni Infantino vandt præsidentvalgt og dermed afløser sin suspenderede og skandaleramte landsmand, Sepp Blatter.

Infantino var Dansk Boldspil-Unions mand, så formand i DBU, Jesper Møller, er ganske godt tilfreds med, at Infantino slog forhåndsfavoritten sheik Slam Bin Ebrahim Al Khalifa fra Bahrain.

- Jeg havde troet, det blev mere snært. Vi er mange, der er glade for, at det blev så klar en sejr. Der er sket det, at mange er blevet inspireret af Infantinos valgkamp og talen i aften. Det kunne man mærke på stemningen, siger Jesper Møller, der glæder sig over, at Fifa nu vil blive reformeret, men samtidigt har yderligere krav til den nye præsident.

- Vi vil have bedre kontrol med de penge, der sendes ud til forskellige projekter rundt omkring i verden. Vi vil have revisorer til at sikre, at pengene bliver brugt, som de skal. Vi vil have bedre indsigt i pengestrømmene i Fifa, siger Jesper Møller.

- Der skal skabes et nyt Fifa, der skal bringes ud af krise og der skal rettes op på økonomien. Det trænger vi til, så vi kan begynde at snakke om fodbold igen. Det er helt afgørende, at Infantino får vist sin reformvillighed, så tilliden til Fifa kan genoprettes.

Nej tak til VM-udvidelse

En del af Gianni Infantinos valgprogram var idéen om, at VM fremover skal udvides fra 32 til 40 hold. Lige den del af Infantinos planer er DBU-formanden knap så begejstret for.

- Det er jeg skeptisk overfor. For nu at sige det mildt. Det skal være bæredygtigt. Vi kan ikke leve med, at der står tomme stadions rundt omkring i de lande, der arrangerer VM, siger Jesper Møller med henvisning til de vilde stadionbyggerier ved det seneste VM i Brasilien.

En udvidelse af VM ville ellers gøre det lettere for Danmark at kvalificerer sig til verdens største fodboldturnering, men det argument preller af på Jesper Møller.

- Vi skal ikke kvalificere os på baggrund af, at der står nogle tomme stadions, som ikke bliver brugt til noget bagefter.

  • Print
  • Del artiklen:

    Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vælg mailingliste:

    Vis alle nyhedsbreve

    • Kun breaking:
    • Alle nyheder: