DBU vælger side i magtkamp om Sepp Blatters afløser

DBU-formand Jesper Møller bekræfter overfor DR Sporten, at han også støtter Gianni Infantino til Fifa-valget.

Gianni Infantino får nu også Danmarks støtte. (Foto: Leon Neal © Scanpix)

Sidst i februar skal der vælges ny præsident i det internationale fodboldforbund, Fifa, og en af de stærkeste kandidater ser ud til at være Uefas generalsekretær Gianni Infantino.

Tirsdag meldte Norge og Sverige ud, at de peger på den schweiziske fodboldpolitiker, og nu afslører DBU-formand Jesper Møller overfor DR Sporten, at han også sender sin og Danmarks støtte til Infantino.

- Jeg har fået mandat af DBU’s bestyrelse til også at støtte Infantino. Selvfølgelig med den klare forudsætning, at vi fortsat følger udviklingen frem mod stemmeafgivningen, siger DBU-formand Jesper Møller til DR Sporten.

- Vi havde en drøftelse i DBU’s bestyrelse i lørdags, og det er så i den forbindelse, at jeg også kan bekræfte, at jeg har fået det samme mandat som mine kolleger, du nævner, til at støtte Infantino.

Et langt, sejt træk

Men selvom DBU nu offentligt melder ud, at Gianni Infantino er den kandidat, man satser på, så betyder det ikke, at der ikke stilles krav til schweizeren.

- Vi har vurderet de kandidater, som er stillet op, og som Infantino fremstår, mener vi, at han er den stærkeste kandidat ud fra de værdier og holdninger, vi har i Danmark og de nordiske lande.

- Vi har alt inde i overvejelserne, og det er derfor, at som det ser ud i dag, har jeg mandat til at stemme på ham, men vi følger udviklingen tæt frem mod stemmeafgivningen. Vi vurderer ham ud fra holdninger og værdier i hans valgmanifest, siger Jesper Møller.

Der venter nemlig den næste Fifa-præsident et enormt arbejde med at få ryddet op i en organisation, der under den afgående Sepp Blatters ledelse nærmest er blevet synonymt med korruptionsanklager om bestikkelse og snyd i afstemninger.

- Vi har brug for en ny præsident i Fifa, men det vigtigste er at få gennemført reformerne. Vi har meldt ud i forbindelse med DBU’s bestyrelsesmøde, at vi har bakket op om de reformer, der er til afstemning på Fifa-kongressen, men vi kræver også yderligere reformer. Så det bliver fortsat hårdt arbejde for at få vedtaget reformerne, men vi kræver også yderligere reformer, og så vil vi holde den nye præsident op på, at de skal gennemføres og eksekveres. Det er et langt, sejt træk.

Gianni Infantino kommer fra en stilling som generalsekretær i det europæisk fodboldforbund, Uefa, hvor han blandt andet er kendt for at står for lodtrækning til de europæiske fodboldturneringer.

Fifa skal have ny præsident, da afgående Sepp Blatter er blevet udelukket fra al fodbold i otte år efter anklager om korruption.

Nyhedsbrev Tag dr.dk Sporten med dig

Få dagligt nyt fra DR Sporten.

Vælg mailingliste:

Vis alle nyhedsbreve

  • Kun breaking:
  • Alle nyheder: