I har skrevet danmarkshistorie og vist at drømme kan blive til virkelighed, sagde overborgmester Frank Jensen.

Efter tre uger med intense EM-kampe og en sølvmedalje i hus kunne kvindelandsholdet i fodbold langt om længe spise de famøse rådhuspandekager og indtage trappen ved Københavns Rådhus i København.

Og det var med udsigt til flere tusinde jublende mennesker klædt i rødt og hvid og med flag, der var mødt op for at fejre spillerne.

Med sølvmedaljen har I skrevet Danmarkshistorie, og seerrekorder er blevet slået på stribe. Det er længe siden, at landsholdsfodbold har kunne begejstre så mange mennesker. I er blevet nogle kæmpe idoler for en hel generation af unge fodboldspillere

Frank Jensen, KØBENHAVNS OVERBORGMESTER

Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), holdt tale for EM-sølvvinderne, og der var rosende ord.

- Rigtig hjertelig tillykke med sølvmedaljerne. Hvis I var i tvivl om, hvorvidt vi havde fulgt med herhjemme, så kan I se det på Rådhuspladsen med alle de mennesker, der er mødt op. Vi er glade for at se jer hjemme i Danmark igen. Vi kunne godt se i går, at I var skuffede over, at I ikke fik guldmedaljerne om halsen. Man går efter guldet - og sådan skal det være, sagde han i sin tale til kvindelandsholdet.

- Men med sølvmedaljen har I skrevet danmarkshistorie, og seerrekorder er blevet slået på stribe. Det er længe siden, at landsholdsfodbold har kunnet begejstre så mange mennesker. I er blevet nogle kæmpe idoler for en hel generation af unge fodboldspillere, der drømmer om at gå ligeså langt som jer, fortsatte han.

Overborgmester: Vi kan godt planlægge flere fodboldbaner

I talen nævnte overborgmesteren, at han ikke var i tvivl om, at spillernes indsats vil tiltrække unge piger til fodboldklubberne rundt om i landet.

- Vi kan vist godt begynde at planlægge at lave flere fodboldbaner her i vores by, for jeg er sikker på, at tilmeldingstallene vil stige ude i klubberne. I har vist, at drømme kan blive til virkelig. Man går hjem med en ny forestilling om, hvad man kan drive det til, når man kommer fra et lille land som Danmark, sagde Frank Jensen.

Den stolte landsholdstræner, Nils Nielsen, sagde ligeledes et par ord fra talerstolen inde på rådhuset.

- Det er overvældende at komme hjem til. Pigerne fortjener al den hyldest. De har arbejdet stenhårdt for det her EM i Holland. Skader kan man ikke gardere sig imod, men de står sammen som hold, og det er derfor, vi nåede så langt. Hvis man ikke skal være stolt af det som dansker, så ved jeg ikke, hvad man skal være stolt af, sagde han.

Det var helt tydeligt, at det var nogle glade og overvældede spillere, der var kommet til København.

Og de mange fans flokkede især om angriber Nadia Nadim.

- Det er super fedt at få den modtagelse. Jeg er utrolig glad og stolt. Det betyder meget, at jeg kan inspirere unge drenge og piger, fortalte hun til DR Nyheder, mens hun var travlt optaget med at skrive autografer til de mange mennesker, der var mødt op.

Det er tredje gang i dag, at de danske EM-heltinder bliver fejret. I Midtjyllands Lufthavn var der planlagt den helt store entre med rød løber og flagport, da spillerne landede med flyet fra Holland.

Og efterfølgende blev spillerne modtaget ved Viborg Rådhus, hvor en stolt borgmester, Torsten Nielsen (K), og flere hundrede fans stod klar med flag og jubelråb.